Jeg ved ikke helt hvad det er. Måske er det dét de andre taler om; julefred. Eller også er det overskud, fordi jeg nu har ALT på listen og om få dage kan sige “See ya, fuckers!”, som jo ikke er en særlig pæn ting at sige, men ikke desto mindre det jeg har lyst til at råbe af alt og alle hele tiden – også buschaufføren og vagten på arbejde og kassedamen i Føtex og bare folk på gaden.
Det har ligget latent i mig i en uges tid, og brænder nu mere og mere for at komme ud – og jeg er sikker på at det kommer ud, og helt sikkert på en helt forkert måde til en helt forkert person.

Jeg er så sprudlende af overskud at jeg indvilligede i at pynte juletræet, selvom mine forældre begyndte at trække lidt i land da jeg entusiastisk talte om lametta. Jeg synes jo bare lametta er ret fantastisk; tænk at have opfundet det og tjene kassen på at folk verden over kaster strimlet stanniol henover deres juletræ under navnedækket “Lametta”, som bare gør at man ikke stiller spørgsmålstegn ved det. For det er jo Lametta!

Og med en helt afkrydset liste er det ikke så meget det at jeg fik taget mig sammen til lige at få vekslet lidt dollars, der får mig til at stråle. Det er heller ikke det faktum at jeg nu er den stolte ejer af noget håndvask på tube (tube??) med et effektivt logo på skrå og ordene “Concentrated TRAVEL WASH”, eller for den sags skyld at jeg nu ejer nok skrabere til at holde 20 kvindeben silkebløde og glatte i et år – men at mine trofaste stiletter har fået nye hæle!

Det var jo som at komme hjem, at få dem på igen. Så nu er jeg helt tryg ved at være beyond the sea om mindre end en uge!

Skuffen er tom