Jeg vil have min julegave! NU!
De havde utrolig gode mojitos på den bar. Så gode, at jeg var nødt til at drikke en del af dem, og så gode at jeg ret hurtigt fik opbygget en velvoksen og (u)anstændig promille, der naturligvis bragte det værste frem i mig.
Selvom jeg på facaden så helt sød og uskyldig ud, primært grundet frisure der var endt i noget der gav et ekstremt sødt look, var det ikke det der gemte sig nedenunder. For jeg havde haft en lortedag af rang, havde været på kant med alt hvad jeg kunne komme i nærheden af og var blevet sat på plads af folk der slet ikke havde ret til at sætte mig på plads. Jeg var forbi hidsig og helt ude i grund-rasende, på det punkt, hvor man ikke længere viser det, men hvor det bare ligger og skumler et ukendt sted inde i kroppen.
Så efter de første drinks var gledet hurtigt ned, tænkte jeg, at jeg skulle indkassere min julegave, som jeg fair & square havde gjort mig mere end fortjent til. Gavegiveren legede med på legen, som han troede det bare var, hvilket i særdeleshed overraskede ham senere. Han havde tirret mig hele ugen, og ladet en bemærkning falde om at det jo kunne være at vi rendte ind i hinanden fredag aften, når nu vi begge to skulle ud. Jeg ved godt, at det i realiteten var tomme ord, og at vi ikke bare ville rende ind i hinanden uden noget planlægning og logistik.
Så da vi havde leget lidt med et par tirrende sms’er frem og tilbage til hinanden, tømte jeg drinken, skar ind til benet og udbad mig adressen på hvor han befandt sig – og jeg tror kun han gav den fordi han dels var paf over at jeg pludselig skar ind til benet og dels stadig ikke troede på at jeg ville komme.
Men jeg gad ikke flere ord-lege uden handling, og jeg gad i særdeleshed ikke flere gode tilbud ramt af dårlig timing.
Kort tid efter sad jeg i en taxa, stadig i sms-kontakt med gavegiveren, som blev mere og mere skeptisk og ikke helt kunne forstå at jeg ville troppe op lidt efter. Men det gjorde jeg, og jeg fik min gave, som ikke helt var hvad jeg havde forestillet mig; beskrivelserne havde ligesom været lidt anderledes og givet indtryk af lidt mere, på en eller anden måde…
Men der er vel bare grænser for hvad man kan kræve af En Udsmidt Mand, antager jeg. Næste år må jeg bare sørge for en ønskeseddel, så jeg får hvad jeg vil have, og måske lige husker at hente gaven tidligere og inden de to sidste mojitos bliver serveret, så man måske også kan huske det hele på en lidt mere skarp måde.
Fra samme skuffe:
Sådan går det, når man lader gaven vente for længe! Er personligt stor tilhænger af at pakke den op ‘pronto’!
@Kat: Ja, jeg har lært det på den hårde måde. Forventningens glæde er jo bare løgn!