Fucking Frederiksberg XV: Spitzenklasse
Hvem skulle have troet at opskriften på verdens bedste lørdag aften, skulle findes i kaos-kombinationen af Frederiksberg, porno, ZDF og McDonalds? Jeg havde i hvert fald ikke troet det.
Da jeg vågnede i formiddags (eller var det eftermiddag?), kunne jeg jo dårlig nok magte at være i min egen krop, og tanken om indkøb, madlavning og porno på Frederiksberg, stod på en eller anden måde ikke øverst på min liste.
Så da Romantikeren ringede for at udskyde mødetidspunktet, og vi fandt ud af at vi begge var hårdt ramt, og at vi i virkeligheden havde mere lyst til junk end til rigtig mad, blev verden mere overskuelig.
En halv time efter blev verden igen uoverskuelig, da hun ved en tilfældighed opdagede at vi havde billetter til fem-forestillingen og ikke kl. 20 som først antaget. Ydermere havde vi ikke billetterne fordi ingen af os havde tænkt over at de skulle hentes inden. Så i en kraftanstrengelse jeg ikke troede muligt, stod jeg klar til at køre os til Frederiksberg 45 minutter efter, og så endda ganske menneskelig ud.
Det lykkedes at få billetterne inden, og endnu engang fik vi sneget os ind på U/25-billetter. I en time og 45 minutter så vi på porno, og hvis vi havde været mere friske og ikke nær så tømmermænds-ramt, ville vi formentlig have været mere påvirket af hvad der foregik på scenen. Pornotopia var en ok forestilling, og måske kunne vi have kommet med en mere detaljeret anmeldelse af stykket, hvis vores tilstand havde været bedre.
Men tilstanden var ved at nå krisepunktet, så vi havde ikke tid til så meget snak, og kørte pronto hen til den nærmeste McD, som var på Falkoner Alle. Ingen af os havde det godt med det, og det er stadig uvist om man bliver påvirket af at spise McD fra Frederiksberg, og om man måske vågner op imorgen og tænker “Måske er Frederiksberg lige der hvor jeg skal bo!”. Vi har nu taget chancen og håber på det bedste, og at de ikke har puttet mærkelige stoffer i burgerne.
McD reddede nærmest vores liv, og hvis vi ikke er påvirket af det imorgen, er vi vist home-free.
Med lidt mere positiv energi forsøgte vi at finde noget marginalt interessant at se i fjernsynet – og det var jo ikke fordi nogen af os krævede det helt store. Kriterierne var helt i bund, og alligevel kunne hverken de danske eller svenske kanaler opfylde vores behov.
Men det kunne ZDF med “Wetten, Das…?”. Det var måske verdens mest fantastiske show vi tilfældigt ramlede ind i. Et show som bare bliver ved med at overraske og bliver ved med at give! Og da vores gamle teenage-idol Hugh Grant kom på scenen var vores hjerter solgt; mest til Wetten, Das..? men også lidt til Hugh, som er okay, selvom han ser alt for gammel og slidt ud.
Det var en kaskade af overraskelser og finurligheder, som kun kan efterlade en som et rigere menneske!
(Ja, det er to piger der med bind for øjnene og kun med deres bare tæer, skal finde ud af hvilken slags kattemad der er på tallerkenen!)
Fra samme skuffe:

Kun overgået af japansk tv faktisk.
@Morfar: Ja, jeg tror også at det kun japansk tv der kan slå det – men det kan virkelig godt konkurrere med det!
Sjovt som vi render ind og ser de samme teaterstykker med få dages mellemrum :-)
@Inanna: Ja, egentlig ;-)
Har du så nogle forslag til hvad næste forestilling skal være, nu hvor vi åbenbart har samme smag, og jeg ikke har flere forestillinger i kalenderen pt?
Bumbum… Det næste jeg skal er klassikeren Crazy X-mas, men det er jo en tradition mere end det er stort teater ;-)
Til gengæld glæder jeg mig til marts hvor jeg skal se BIG WHEEL CAFÉ på Ny Aveny. Jeg er rigtig glad for Kristján Ingimarsson, men stilen er nok ikke ligefrem hverken den forfærdelige Bitterfissen eller Pornotopia (som jeg egentlig synes var ok alt i alt). Men der er jo lidt længe til marts…
Men ellers er det måske tid til nogle syngende svanse? Kender du Schwanzen Sänger Knaben (der er juleshow right about now). Det er HØJST anbefalelsesværdigt!!! Hvis man er til det lumre :-D
@Inanna: Det kunne være jeg lige skulle vende det med de syngende svanse med Romantikeren – hun plejer jo at være med på den værste ;-)
Og så må jeg vel også lige tjekke det på Ny Aveny ud – de laver også tit nogle fede forestillinger!