Jeg giver op nu. Kufferten er blevet minutiøst gennemgået adskillige gange; Jeg_Kan_Ikke_pille mere ud af den! Der må være grænser for galskaben, og selvom jeg ved at jeg ikke får brugt halvdelen, for det er jo reglen, så kan jeg ikke på nuværende tidspunkt gennemskue hvilken halvdel af kufferten jeg kunne have undladt at slæbe om på den anden side af jorden.

Hvis vi altså kommer så langt. For med terrorforsøg og sikkerhedsopgraderinger skal man måske være glad for bare at komme til Frankfurt, som er første mellemlanding. Og hvem ved? Måske er Frankfurt et skønt sted at holde nytår og ferie i to uger?

Det mest ærgerlige ved at holde to ugers tvungen ferie i Frankfurt vil selvfølgelig være, at jeg misser min date med urtesamleren Eduardo fra regnskoven på Puerto Rico. For slet ikke at tale om dykkerinstruktøren Juan, hotel-ejeren Enrique eller den amerikanske milliardær der har trukket sig tilbage på solskinsøen.

Som var nogle få ud af de mange scenarier der blev rullet ud af mine muntre fætre til den familie-julefrokost jeg af uransagelige årsager endte i i eftermiddags. Der var næsten ingen grænser for hvor promiskuøs de mente deres lille kusine skulle være i det store udland; selv Tiger Woods blev inddraget, men dér satte min far foden ned; han gider ikke have Tiger Woods som svigersøn, og jeg gider ikke Tiger Woods; han er så mainstream nu, hvor alle åbenbart har haft en affære med ham.

Jeg havde jo ellers bare troet at jeg kunne liste mig ind til bordet, spise et par frikadeller og smutte hurtigt og lydløst igen. Men det fik fætrene og resten af familien lavet ret meget om på, mens de fik lagt utrolig mange planer for min ferie.

Alligevel lidt utroligt at man kan stå for størstedelen af underholdningen ved sin blotte tilstedeværelse – og under tunge tømmermænd. Måske man skulle begynde at tage sig betalt for det, hvis der ikke skal mere til. Altså hvis jeg kommer hjem fra Puerto Rico og ikke er endt i tvangsægteskab med urtesamleren Eduardo, som jeg bor sammen med i en lille hytte ude i regnskoven.