Det kan godt være der er ret mange ting i mit liv der sejler, og at vi pt. er igang med at finde endnu flere og fokusere utrolig hårdt på dem – til tider også lidt for meget. Men der er faktisk ét punkt i mit liv som jeg tvivler på kunne være bedre. Ét punkt, hvor jeg kun kan føle mig særdeles heldig – måske endda beæret.

Jeg taler om mine veninder; min Københavner-familie som de går under navnet som, og som med tiden har vokset sig mere betydningsfuld end mange af dem jeg egentlig er blodsforbundet med.

Det kan godt være at det lyder som blær tangerende til pral, men jeg tvivler altså på at de fåes bedre. For ikke nok med at de er kærlige, interesserede og tilgivende når man får momentan hjerneblødning, så kan de også sætte foden ned og forlange en tilbage til den virkelige verden når luftkastellerne (både de gode og dårlige) tager overhånd.

Det er virkelig en god stor håndfuld veninder jeg har mig, men der er en i særdeleshed som nærmest fortjener en fortjenstmedalje for lang og tro tjeneste – og som jeg nogengange ikke forstår ikke har har slået hånden af mig endnu.

For hun er ubetinget den der kender mig bedst, og derfor er hun også den der må lægge øre til mest. Vi har kendt hinanden hele livet, har samme referenceramme og derfor skal der ikke mange forklaringer, hvis nogen overhovedet, til at få hende til at forstå hvad der foregår.
Nogengange har jeg hende mistænkt for at hun kender mig bedre end jeg kender mig selv – og set i lyset af de seneste dages afsløringer kunne det måske godt passe.

Hun er den jeg eksempelvis kan sende en besked hvor der bare står “Er på vej i bilen nu – er et fucking mess!” og så ved hun hvad det handler om, og hun ved at hun skal ringe en halv time efter og med sin blide, men strenge stemme og altoverskyggende tålmodighed få talt mig ned igen. Og det kan hun, og det gør hun.

Det er hende jeg kan sende natlige mails til, hvor jeg erkender min utilstrækkelighed og fortæller hende at jeg savner hende og har brug for at tale med hende, mens jeg forsikrer hende om at jeg ikke er fuld, men kun kører på grøn te. Og hende som ved at næste dag er mine tanker bedre og anderledes, og derfor skal der ikke trampes mere rundt i det, end en tilkendegivelse af at hun har læst og forstået.

Det er også hende jeg kan ringe til kl. to om natten når mit dankort ikke virker og jeg først finder ud af det efter jeg har sat mig i taxaen, og hende, som næsten inden jeg selv ved at jeg ikke kan overskue verden, ved at hun bare skal komme hjem til mig og tage to bøffer med.

Og jeg ved ikke hvad jeg har gjort, for at gøre mig fortjent til at have sådan et menneske i mit liv – men jeg værdsætter det, føler mig heldig, og håber aldrig at hun slår hånden af mig. Er der nogen der ved hvor man kan købe medaljer henne?

Fra samme skuffe:

‘Jeg er vild med næsespray!’

Gik vi ikke i klasse med en der hed Mohammed?!

Min Isdronning er smeltet!