Julen står for døren – og der kan den blive stående
I virkeligheden kan jeg godt lide julen, men med tiden er den blevet så anstrengende at jeg har været nødt til at gå i den anden grøft og blive julefornægter, til tider julehader.
For som tiden er gået, og alle andre i familien har overgivet sig til ligusterhækken, reproduceret sig selv med 2,8 barn og begyndt at bruge en årsløn på gaver til børnene, har jeg mistet min ret til at have en mening om tingene. Jeg får at vide hvor og hvornår jeg skal indfinde mig diverse steder i løbet af måneden, og hvis jeg melder afbud, fordi jeg har andre planer bliver der rynket på næsen.
Hvis jeg kommer med modforslag til andre datoer eller tidspunkter, så får jeg et blik som om jeg er en undvegen mentalpatient og en “Jamen, der kan X & børn jo ikke…” – og så skal der ikke mange blonde hjerneceller til at lægge to og to sammen, og konkludere, at man aldrig bliver særlig vigtig i juleligningerne, så længe man er single.
Når man endelig overgiver sig, og flytter rundt på sine aftaler og klemmer familien ind (fordi vi er jo nogen der kan noget med kalender-administration og fleksibilitet), så skal man sidde og høre på hvor stressede de er, hvor dyr julen er, hvor hårdt det – og så kan man ikke rigtig lade være med at tænke, at de for fanden bare kan lade være med halvdelen af arrangementerne, skære al plastikken fra og bare holde sig til kernen og pebernødderne.
Derfor er jeg begyndt helt kategorisk at melde fra til alle de arrangementer jeg kan slippe afsted med, og indtil videre går det meget godt; jeg mangler bare at snige mig udenom juleaften.
Men afbud skal selvfølgelig heller ikke være smertefrit, for så kommer der skyld med skyld på over at man ikke deltager. Så forsøger man at være ærlig og sige, at man synes at det er omsonst at være tilstede, når man ikke har lyst og hellere vil overlade det til børnefamilierne som gerne vil, og ikke være den der sidder og spreder dårlig stemning, men det er jo heller ikke godt nok. Og hvis man møder op og ikke er i julestemning og ikke synes fedtede børnehænder og flettede hjerter passer ind i ens liv en søndag eftermiddag, så er det heller ikke godt nok.
Jeg er opdraget til at opføre mig pænt, og det kan jeg sagtens gøre et langt stykke hen ad vejen – men smertegrænsen er bare ved at være nået, og når man inderst inde faktisk bare gerne vil holde en hyggelig jul, så er det begyndt at blive meget svært at modtage den ene ordre efter den anden om hvor og hvornår man skal stille op.
Selvom reaktionen udadtil er trods, så er reaktionen indeni helt anderledes blød, hvor man ville ønske at der var nogen i familien der gad lytte lidt mere, så man ikke blev nødt til at stille sig op som et trodsigt barn og råbe:
“HEY JULETOSSER! HVIS I BLIVER VED MED AT TRÆKKE BØRNE-KORTET, BLIVER JEG ALTSÅ NØDT TIL AT TRÆKKE DEPRESSIONSKORTET! JEG HAR ALTSÅ EN DEPRESSION OG KAN HVERKEN MAGTE ELLER OVERSKUE AT TAGE HENSYN TIL EN MASSE MENNESKER, SOM KATEGORISK IKKE GIDER TAGE HENSYN TIL MIG! SELVOM JEG IKKE ER IGANG MED AT FLETTE ET REB ELLER SKÆRER I MIG SELV, SÅ ER VERDEN IKKE ALTID LYSERØD, OG EN SMULE HENSYN OG FORSTÅELSE VIL VÆRE RART, NÅR I NU KRÆVER DET DEN ANDEN VEJ FRA MIG. JEG VIL BARE GERNE HAVE EN HYGGELIG JUL, OG DET KAN JEG IKKE FÅ NÅR JEG BARE PÅTVINGES JERES LORTE ARRANGEMENTER UDEN PLADS TIL ANDRE END JER SELV!”
Et sådan udbrud vil unægtelig udløse endnu mere skyld med skyld på, så vi venter lige lidt med det indtil den endelige ordre om lokation for juleaften foreligger. Ellers kan jeg vel altid holde jul hos Pierre i Paris.
Fra samme skuffe:
I de sidste par år har jeg haft det nemt, da jeg har været på arbejde og brugt det, som en grund for mine afbud. I år har jeg ekstra ordinært fri i julen, så kæresten og jeg stikker afsted til søs og holder jul på åbent hav. For ungerne skal holde jul med kæresten og hun bryder sig endnu ikke om, at holde jul uden dem. Det har vi så brugt som en undskyldning i år for, at slippe for halløjet med familien.
kan du ikke bare trække pilot Pierre kortet ? han må vel være ved at være i landet igen?
Jeg er så småt ved at overveje seriøst den der fiktive kæreste m. barn (for så er det lettere at sige at man har barn syg) og en psykotisk x-kæreste (for så kan hun ikke helt overskue at møde flere nye mennesker), bare for at få lidt indflydelse på diverse ting.
Kom, vi tager hjem til Linda. Det lyder som den helt rigtige løsning.
@Kenni: Lyder fornuftigt at stikke afsted til søs :-)
@Tårnet: Pierre kortet er bestemt også en mulighed! Måske vi virkelig skulle få gang i den forretning med de fiktive kærester ;-)
@Lene: Ja, det virker i hvert fald som den nemmeste!
bring morgennisserne tilbage!
NU DET JUL IGEN NU DET JUL IGEN NU DET JUL IGEN NU DET JUL IGEN NU DET JUL IGEN :D
Åh ja, skyld med skyld på, den kender jeg alt for godt. Den bliver især forstærket, når man er enebarn (som jeg er) – så ryger al skylden med den ekstra skyld på lige i min retning. Gad godt at dele den med nogen bare engang imellem. Især her til jul, hvor jeg for første gang i mere end 10 år ikke skal se mine forældre i julen – overhovedet!