Skyder de? Bomber de? Er jeg ramt? Er jeg såret? Er jeg død?

Man ved aldrig rigtig helt hvad der er på programmet her på Nørrebro, og da jeg her til aften sad i min sofa, med pulsen helt nede i hviletilstand og næsten på kanten af søvn, blev jeg vækket. Tre gigantiske brag lige efter hinanden akkompagneret af en masse råben – og lige nedenfor vinduet.
Så højt, at jeg først ikke turde åbne vinduet, for jeg orkede ikke at blive skudt; de er jo så dårlige til at ramme.
Men jeg er jo nysgerrig, så jeg åbnede vinduet – lige tidsnok til at se nogle unge lømler løbe grinende væk.
Og med pulsen helt oppe, hjerterytmen formentlig tangerende til et anfald og kroppen generelt i højeste beredskab måtte jeg næsten skuffet konkludere at det nok bare var drengestreger og kæk leg med kanonslag. Hvorfor det så skulle foregå lige nedenfor mit stuevindue har jeg inden idé om.

Og det er da meget rart at konkludere at kroppen stadig fungerer og kan gå i alarmberedskab som den skal kunne, men jeg sad jo lige og så Horisont.