Jeg indrømmer gerne, at jeg i tidens løb har været meget efter mænd i midtlivskrise. Men når man konstant støder på dem, når de er kilde til evig (tragisk) underholdning og når de nu er bare er som de er, er det jo svært at lade være.

Indtil for nylig overvejede jeg på intet tidspunkt, at jeg måske selv vadede rundt i en midtlivskrise. Jeg tænkte at jeg bare havde 27-års-krisen (som blev ved lidt længere end planlagt), at jeg måske bare havde en helt håndgribelig eksistenskrise, men så fik jeg en mail fra en veninde, som besvarede et forslag om at stikke af til min fødselsdag:
“…En fornægtelse af at vi bliver 40 – weekendudflugt….”
Og da jeg læste hendes svar, sad jeg panisk og tænkte “Shit! Har jeg midtlivskrise?!”

Jeg har næsten helt tjek på hvordan mænd er når de har midtlivskrise; de køber ungdommeligt tøj og er ung med de unge, de tror at alle kvinder kun er ude på at bondefange dem, smide en ring på deres finger og lukke dem inde i et parcelhus med ligusterhæk omkring, for at tvinge dem til at reproducere, de er lige pludselig på mistænkelig mange rejser med vennerne, de køber motorcykler, de køber vanvittig dyre ligegyldige ting, som ure og espressomaskiner (selvom de ikke drikker kaffe), de er fyldt med dårlige undskyldninger som de selv tror på, og som oftest giver kvinden skylden (for alt), de kan ikke kommunikere, de spiller på alle heste og brænder alle broer, har selektiv hukommelse og hørelse, og kan ikke skelne sætninger som “Vil du gifte dig med mig” fra “Skal vi drikke en kaffe?”.

Det er nemt nok med mændene. Men hvordan er en kvinde i midtlivskrise? Er en kvinde i midtlivskrise ikke en kvinde som er desperat efter at blive gift og få børn? En bitterfisse in spe? En kvinde der bygger rede, og hvor man kan høre hendes biologiske ur tikke på flere kilometers afstand? For det troede jeg, og derfor følte jeg mig jo helt sikker på, at det ikke var mig.

Hvis jeg har et biologisk ur, så ved jeg altså ikke hvor det er, og så er det bestemt på lydløs, hvis det eksisterer.
Hvis jeg er en bitterfisse, så har jeg virkelig misforstået konceptet og må lige bede nogen om at tegne og fortælle det for mig.
Hvis jeg bygger rede, så er det altså en rimelig ringe rede jeg har gang i, som ikke efterlader meget plads til hverken en mand eller et barn.

Men hvis det ikke er det der gør en midtlivskrise i kvindeligt regi, men i stedet eksempelvis en konstruktiv frihedstrang (til forskel fra mændenes frihedstrang under midtlivskrise…), fordi det vil kunne løse nogle problemer. Hvis det er at afskrive de mandlinge midtlivskriser og se sig selv i spejlet og sige “Jeg er fucking fabulous! Jeg har fortjent bedre!”. Hvis det er at erkende nogle ting, uden at have trang til at købe ligegyldige og dyre ting, uden at pege fingre ad andre, og lige pludselig at have en jernvilje til at rydde op i noget rod og få prioriteterne i orden, og hvis det er at man har lyst til en get-away med en veninde på sin fødselsdag, jamen så har jeg vel midtlivskrise.

Jeg har det bare ikke særlig godt med at være sat i bås med de der midtlivskrise-mænd, for de er altså ikke særlig tjekkede. Men på den anden side er det måske fint nok, for så kan man, næste gang man render ind i en af dem, helt stille og roligt sige til dem “Hey! Jeg har også midtlivskrise, er det ikke skønt?!”, hvis de prøver at beskylde en for noget, og smile sødt til dem, mens de fedter rundt med deres motorcykel som de ikke kan finde ud af at køre på.
Så måske er en kvindelig midtlivskrise slet ikke af det onde, men det ville være rart hvis vi havde vores eget ord for det, så vi ikke blev forvekslet med de forstyrrede mænd.

Fra samme skuffe:

Spot en midtlivskrise!

I’m OK By Myself

En stor menu med cola light, tak!

De Chauvinistiske Røvhullers Årti

På Sporet?