Så kold den lille hånd er
“Karma’s about to haunt you down and kill anything good in your life. Surprised? You shouldn’t be. After all, things aren’t always what they seem. Think about all of the people you’ve hurt over your lifetime. Still surprised?”
Jeg glædede mig til at komme hjem fra arbejde igår. Udover det jo altid er rart at komme hjem, så glædede jeg mig endnu mere, for når jeg havde fri, så skulle jeg først på arbejde igen på mandag. Forlænget weekend, fridage, afslapning; ahhhh!
Og ved første øjekast lignede det hele også sig selv, men da jeg satte mig ned i min sofa var den sådan helt gennemkold. Ikke bare på den lidt kølige måde, men på den måde, hvor der er noget galt. Jeg fik tjekket alle radiatorer og alle rør, og de var kolde. Helt kolde på den måde, at det ikke var lokalt hos mig, men nærmest universelt – eller i hvert fald hele opgangen.
Efter at have brugt al den tid jeg skulle have brugt på træning (så fik man selvfølgelig foræret en gratis overspringshandling), havde jeg endelig fået lokaliseret et telefonnummer og et bestyrelsesmedlem, som efter at have fortalt at han heller ikke havde været i bad (too much information!), fortalte at der var folk på sagen og at der ville være varme 4-6 timer senere. Altså omkring midnat, hvis jeg var heldig – og ellers senere.
Jeg satte mig i min kolde sofa, og konkluderede meget hurtigt, at jeg var for træt, for kold og at jeg ikke rigtig magtede kulde med kulde på en hel aften. Så jeg kørte ud til mine forældre og så derfor fodbold. (Indskudt bemærkning: Burde vi ikke have vist til den kamp, at vi ligesom var værdige til VM? Burde vi ikke have spillet bedre og ikke faldet hele tiden? Bør man være på landsholdet, når man falder over sine egne ben hele tiden?)
Ved midnat kørte jeg hjem. Og der var stadig ikke noget varme. Min seng var kold, jeg var kold, ALT var koldt.
Jeg forsøgte at sparke noget optimisme ind i ligningen og tænkte “Jeg kan jo godt falde i søvn. Det er også sundt at sove i kølige omgivelser, og med et tæppe og varmedunk (pyjamas og uldsokker), så går det nok. Og når jeg vågner er der varme på!”
Da jeg vågnede var der stadig røvkoldt. Hvis ikke det var fordi jeg skulle op og ud af døren, så var jeg jo blevet under dynen – resten af mit liv!
Og jeg der troede, at jeg levede i et civiliseret samfund. Jeg der troede, at ved at bosætte mig i en stor(?)by, så kunne man forvente at tingene virkede, og hvis de pludselig ikke gjorde, så ville det blive fikset hurtigere end man kunne nå at knipse med fingrene – eller i hvert fald i løbet af et par timer. Måske det er bedre at bo på landet med en kakkelovn – det virker lige nu som den mere pålidelige løsning.
Eller også skal man bare huske at læse sit daglige AstroSlam, så man i det mindste ikke tror på det gode i hverdagen, det gode i folk, det gode i livet. Så man ligesom kan få holdt optimisme og livsmod på et moderat niveau, og så man ikke bare forventer varme i sin lejlighed, men også bliver husket på at alting kommer tilbage til en igen – hvilket min karma åbenbart gjorde igår.
Fra samme skuffe:
Få dig en hund, sådan en kinesisk hårløs er rigtigt lækker at have med under dynen – du kan kalde den Pierre ;-)
Land fly! I rest my case…
@bente: Åh ja, en lille Pierre under dynen ville fandme have været rart! :-D
@Kat: Jaja… Men skulle jeg bare have grebet mit pas og kørt i lufthavnen i samme øjeblik jeg opdagede at varmen var gået i stykker?
Naturligvis! Hvad andet er der at gøre? Det koster jo intet at flyve sydpå…næsten. Og det er fx præcis sådan noget som ‘os-uden-børn’-typer kan gøre! Hep!