Jeg er virkelig alt for nem. Efter to gange sushi er jeg solgt. Jeg har haft lyst til sushi hele weekenden; det virkede som det bedste både før og efter tømmermænd, og bare hele tiden. Men jeg var fornuftig, og brugte i stedet weekenden på at tømme køleskabet og gang på gang konstatere hvilke madvarer der virkelig ikke passer ind i mit liv.

Her søndag aften var jeg tæt på at falde i, og bare smutte ned i Elmegade og købe den største menu jeg kunne få fat på, for køleskabet var imponerende tæt på tomt, og det jeg havde tilbage, var ikke fristende.

Jeg stod med basis bestående af kylling og pasta, og skulle så finde et eller andet at kaste på panden/i gryden for at gøre det marginalt interessant og spiseligt, og jeg havde valget mellem nogle meget kedelige snack-ærter, soltørrede tomater, gulerødder, et glas oliven, pålægschokolade, tun-mousse og mayonnaise.

Snack-ærterne så så kedelige ud, at de røg direkte i skraldespanden, de soltørrede tomater kunne jeg ikke helt overskue – og pålægschokolade, tun-mousse og mayonnaise virkede ikke sådan helt pasta/kylling-agtige.

Så kom jeg i tanker om den der 80er ting, hvor man damper gulerødderne i smør (eller hvad man nu gør), og prøvede virkelig at se for mig, hvordan det så ud, dengang for 20 år siden på middagsbordet.
Mens jeg spiste et kvart glas oliven, stod jeg og talte med mig selv, for at finde ud af hvilket krydderi man putter på

“Dampede gulerødder med timian?”
“Dampede gulerødder med rosmarin?”

(Damper man overhovedet gulerødderne? Kan jeg finde ud af at dampe gulerødder? Kan det overhovedet lade sig gøre uden den der hæslige 70er gryde mine forældre har?)
Jeg prøvede at lytte mig frem til hvad der lød mest rigtigt – men hvad ved jeg? Jeg har aldrig lavet det før, og jeg syntes faktisk at begge dele lød ret plausibelt – måske fordi jeg havde stået og sagt det højt for mig selv ca. 50 gange.

Tilsidst blev jeg enig med mig selv om at det var timian (timian lyder ligesom lidt mere proff og seriøst end rosmarin), hvorefter jeg kun kunne finde rosmarin på krydderihylden, og så gav det ligesom bare sig selv. Det var jo alligevel 50/50 og måske var rosmarin stort i 80erne?

Heldigvis havde jeg været forudseende og druknet det hele i smør, for at være sikker på at det som minimum kunne spises – og der skulle ikke mere end en enkelt bid til, for at konkludere at det var timian der skulle have været i.
Men i en snæver vending (og med masser af smør) kan man godt bruge rosmarin – specielt hvis det overskyggende formål er at rydde køleskabet.

Og så tror jeg vist nok jeg har gjort mig fortjent til lidt sushi i næste uge!

Fra samme skuffe: