På vej hjem fra arbejde svingede jeg lige forbi H&M – ikke noget særligt, bare lige lidt hurtig billig selvforkælelse i form af lidt taske, lidt strømpebukser, lidt hue (ja, jeg har købt en hue!), og lidt konstatering af at nyt sexet undertøj vil være spild af penge i øjeblikket.

Mens jeg stod og prøvede at bestemme mig for gul taske versus grønt tørklæde, blev jeg skubbet til af en dame på omkring halvtreds, som åbenbart lige prøvede en top på midt i butikken, og lige skulle tromle mig ned på hendes vej til spejlet.
Jeg stirrede på hende, ikke kun fordi hun var utrolig uhøflig, men også fordi hun bare lignede noget der var lidt løgn.
Den top var bare ikke skabt til hendes kropsform, og hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg faktisk ikke om der er noget tøj der er det.

Normalt er jeg meget ærlig overfor folk jeg kender om deres tøj, hvis de vil have min mening – det mener jeg er det vi alle er bedst tjent med i længden, også selvom man kan få nogle øretæver undervejs. Men jeg har aldrig sagt noget til folk jeg ikke kender, selvom jeg tit har haft lyst – specielt når man møder den klassiske konstellation af veninder i prøverummet, hvor den ene prøver noget som er helt hæsligt på hende, og den anden roser det til skyerne; kun for at hun kan tage sig bedre ud ved siden af hende. Jeg synes det er strengt og ondt, og kvinder/piger burde være sødere ved hinanden.

Men jeg har som sagt aldrig sagt noget til fremmede, men jeg havde virkelig lyst til at sige noget til hende her damen; bare lige en lille bemærkning som “Undskyld, den bluse klæder dig virkelig ikke. Den er pæn, men den passer bare ikke til dig. Måske du skulle prøve denne her?”.
Jeg undlod – lidt fordi jeg var helt sikker på at hun ville tæve mig, men også fordi der egentlig ikke var nogen grund til at være venlig overfor hende efter hun havde prøvet at tackle mig på vej til spejlet – og gik op og betalte for min nye gule taske.