Jeg bor i en meget gammel bygning, hvor der er ret lydt. Derfor kommer man naturligt hinanden ved om man vil det eller ej – og det kan også give visse begrænsninger i ny og næ.
Eksempelvis idag, hvor jeg stille og roligt hele dagen havde fået bygget en indre sort boble op af afmagt, vrede, grådlabil-hed, frustration, delvist had og generelt dårligt humør pga. af [censureret af red.].

Det ville være mest naturligt for mig, at gå hjem og skrige det ud med intermezzoer af tallerkenkast – men så ville jeg efterfølgende skulle forklare mit nærområde at jeg ikke var ved at blive slået ihjel, voldtaget eller selv var gerningsmand på nogen måde. Og når man har det på ovenstående måde, så er det ikke ligefrem flere mennesker man har lyst til at tale med.

Overvejelser om bare at gå ind på en bar og sætte sig op i baren og drikke til jeg faldt ned fra stolen, var også utrolig besnærende, men nu har jeg jo endelig lært, at jeg ikke kan drikke på en school-night og være funktionel dagen efter – og det ville jo også bare være et hurtigt fix.
Så jeg cyklede bandende hjemad, og opførte mig fuldstændig anarkistisk på cykelstien, for det måtte altså være min tur idag; der var ingen der skulle overhale eller cutte mig af eller hvad folk nu ellers gør.

Efter at have hentet pakke på posthuset, vidste jeg, at trangen til at skrige lige så snart jeg kom ind ad døren, stadig ville være der. Så jeg gik resolut over i Irma og købte en liter is og en pakke flødeboller, og da jeg kom ind ad døren satte jeg mig ned og vold-åd halvdelen af isen mens jeg tudede over [censureret af red.].

Når jeg bliver sulten senere, så spiser jeg flødebollerne, og regner med at jeg til den tid ikke længere har trang til hverken at skrige eller kaste med tallerkner. Lortedag.

Skuffen er tom