Fucking Frederiksberg XII: Den Forstyrrede Retardo-Stalker
Jeg var inviteret til middag på Frederiksberg – den del af den som ikke er så fucking, men hvor man bliver modtaget med medfølelse, og hvor der faktisk er folk man holder af.
Fashionabelt for sent ankom jeg og havde kun haft få forhindringer på vejen; en del mere modvind på Frederiksberg-siden og insekter der gik efter øjnene og ikke bare munden, som vi er vant til her på Nørrebro-siden.
The Cutting Edge Girl havde lavet lækker mad, og selvom jeg var træt og havde lukket ned for en gennemgående utjekket møgdag, som bød på både glemt pung og dermed kaffe-gæld, og raseri-anfald på kontoret, endte det med at blive mere sent end jeg havde regnet med, da jeg overraskede mig selv ved at vågne op uden andre rusmidler end vand, og vi fik catchet op det meste.
Da klokken havde passeret sengetid begav jeg mig hjemad. Trådte op på cyklen og anlagde stille og roligt mormor-tempo. Lige indtil jeg nåede krydset ved H.C. Ørstedsvej og Åboulevarden. Der mødte jeg nemlig Den Forstyrrede Retardo-Stalker, som så mere hærget ud end mig selv, og som lagde ud med at lave tricks med cyklen (vel for at imponere?). Han prøvede at komme i kontakt med mig, men jeg ignorerede på bedste vis, og da det blev grønt satte jeg tempoet op og cyklede det bedste jeg havde lært, kun for at konstatere at han lå lige i hælene på mig (Thank god for at stalkere har knirkende cykler!).
Jeg kunne ikke helt magte at blive kidnappet af forstyrret stalker, eller overfaldet for den sags skyld, så med en fart der kunne have været Tour de France værdig, ræsede jeg ned af Rantzausgade, lavede hasarderet sving ind på Stengade, drejede ind på Nørrebrogade for rødt lys og konstaterede endelig at der ikke var knirkende cykel med forstyrret, retarderet stalker at høre mere.
Jeg ved ikke helt hvor jeg fik ham rystet af, men er bare glad for at jeg gjorde – og synes de der forstyrrede mennesker skulle blive hjemme i deres bydel.
Fra samme skuffe: