Det er min tredje periode med fitness.
Første periode var for år tilbage og varede næsten et helt år.
Anden periode var i efteråret og varede vist rundt regnet to måneder.
Tredje periode er nu igang, og måske tredje gang er lykkens gang?

Jeg indrømmer, at jeg grundlæggende hader at træne, men jeg indrømmer også, at der er en vis tilfredsstillelse i det – og specielt bagefter. Helt ren samvittighed med begyndende fast røv og udsletning af bingovinge!

Og den gode samvittighed stopper faktisk ikke der; den kan opveje mange andre ting, eksempelvis:

  • Jeg behøver ikke støvsuge i soveværelset, for jeg har lige været oppe og træne!
  • Jeg kan godt udskyde rengøring af badeværelse et par dage mere, for jeg har lige været oppe og træne!
  • Jeg må gerne spise pizza til frokost,  for jeg skal træne senere!
  • Jeg behøver ikke åbne breve fra banken, for jeg har lige været oppe og træne!
  • Jeg må gerne gå ud og drikke øl på en torsdag, for jeg har lige været oppe og træne!

Men den helt store vinder i det her er faktisk min røv! Hvis man måler på en skala fra 1 til 10, hvor den lå på -3 før, så er vi nok på en 5’er, måske endda 6!
Så selvom man måske kan argumentere for at det er spildt arbejde, når nu der ikke er nogen mænd til at rage på den, så vælger jeg at se det som investering – selvom den nok er træt af at jeg er den eneste der rager på den. Men når tyngdekraften rammer må man vel være fremtidsorienteret, og ikke hænge sig så meget i nu’et.