Man skal ikke græde over spildte mænd

Jeg har den sidste uges tid snakket lidt frem og tilbage med veninderne om hvorvidt man kan leve uden mænd. Nogen siger ja andre siger nej.
Selvfølgelig kan man leve uden en mand, for det er jo ikke fordi man falder om og dør hvis ikke der er en mand inden for rækkevidde. Det handler jo også mere om hvorvidt man har lyst til det. Om der vil være et savn, om man har lyst til at prioritere sit liv anderledes end størstedelen eller om man tør vælge at være alene, ikke dermed sagt ensom.

Jeg synes at snakken taler sit tydelige sprog, uanset de statements der er kommet.
Både mit eget liv, og flere veninders liv ligger øde for mænd i øjeblikket, men derfor taler vi stadig om dem. Meget.
Mænd er altid et tilbagevendende emne; dem der er der, dem der ikke er der. Hvor meget vi savner dem. Hvor lidt vi savner dem. Hvor forelskede vi er. Hvor meget vi hader dem. Hvor irriterende de er. Hvor søde de er. Hvor dumme de er. Hvor uundværlige de er.
Men vil vi indrømme det? No fucking way!

Og det gør egentlig heller ikke så meget, problemet er mere, at der kun er en vis mængde viden man som kvinde kan tilegne sig omkring emnet, mænd. Det er som om det er de samme analyser der bliver hevet frem, de samme argumenter og de generelt bare de samme ord der bliver gentaget, hver gang der opstår problemer med mænd.
Alligevel bliver vi ved med at vende og dreje emnet, i et desperat forsøg på at vride bare en lille smule mere viden ud – uden held.

En sjælden gang imellem møder vi en mand som vi kan forstå, bare på sådan et nogenlunde plan. Desværre viser det sig også, at de mænd som vi forstår, er de kedelige af slagsen, og dem der ryger lige så hurtigt ud som de kom ind.
Disse mænd udgør vel omkring 7% af dem samlede masse, hvilket efterlader os med en uforståelig masse på 93%, hvoraf 4% formentlig er dem man kan forlige sig med i en eller anden udstrækning.

Jeg talte med Romantikeren om det, og vi blev enige om, at det statistisk set simpelthen giver for mange spildte mænd i længden, hvilket vi jo ikke har tid til at græde over.

Fra samme skuffe:

  • Hvorfor man ikke skal diskutere med idiotiske mænd
  • Skal – skal ikke?
  • Man skal ikke kaste perler for svin
  • Gardin-mænd
  • Billedlotteri med mænd
  • Skriv en kommentar