1 hindbærsnitte, 2 Iprener og røde læber
Ti minutter i seks i går cyklede jeg afsted til Dine’n'wine med nogle fantastiske piger.
Forinden havde jeg haft en syg dag på arbejde og havde haft omkring en halv time til at gå fra udskidt æblegrød til fabulous. Jeg ved ikke helt om det lykkedes; syntes måske at kjolen var lidt kort og at jeg i min iver for at dække over træthed og raseri måske havde overkompenseret med makeuppen.
Da jeg sad på cyklen, konstaterede jeg at der lå en latent krampe i venstre baglår, at min højre balle stadig gjorde ondt og at mine knæ gjorde indsigelser over at skulle arbejde igen. Det kan godt være at min alder ligger udefineret et sted mellem 17 og 42, men mine knæ er virkelig 28, og når man tænker over det, så er det faktisk ret meget for et sæt knæ.
Jeg nåede frem til restauranten, kun et akademisk kvarter forsinket. Maden var fantastisk, og efter at have indtaget tre retter (moules, fisk og créme brûlêe) var jeg mere end mæt. Selvom mæthedsfølelsen var på grænsen til det vulgære var jeg alligevel ret glad for at endelig at indtage føde den dag, da dagens næring kun havde sneget sig op på en stor latte, en håndfuld pommes fritter og en hindbærsnitte, grundet vanvittig travlhed.
Efter middagen trillede vi hen på Bobi Bar for at slå mave, spille nogle omgange Snyd, pushe Iprener og lege med læbestift.
Da en af pigerne hev et pilleglas op af tasken udbrød jeg helt narkoman-agtig “Hvad er det?! Gi’r du en?!” – for hele dagen havde jeg drømt om narkotiske stoffer, for at få min krop til at holde kæft med hvad den nu engang prøvede at fortælle mig, og da jeg ikke havde været i nærheden af hverken Iprener, Panodiler eller Kodimagnyler, var det et befriende øjeblik da jeg fik de to små hvide piller i hånden.
Høj på Iprener, blev jeg overtalt til at iføre mig knaldrød læbestift. Jeg er typen der normalt ikke kan administrere læbestift; enten spiser jeg den eller også ender den bare hurtigt alle andre steder end hvor den burde være. Og rød læbestift har jeg altid holdt mig langt væk fra, da jeg var af den overbevisning at jeg bare ville se helt syg ud med den på. Men de andre piger var af en anden overbevisning og jeg blev iført rød læbestift, og måtte indrømme at det faktisk så ret godt ud. At jeg faktisk godt kan bære en rød læbestift uden at se billig ud og at det faktisk passer meget godt til Isdronningen.
Med røde læber forcerede vi regnen og cyklede til Kødbyen, et oplagt sted at kaste sig i grams – og med røde læber og kort kjole burde det have været nemmere end at vinde i Snyd. Fraværende observerede jeg det ene mandlige selskab efter det andet prøve at få vores opmærksomhed, men egentlig var jeg mere optaget af hvordan det gik med min nye ven; den røde læbestift og kunne kun begejstres af dobbelttoilettet på Karrierebar, så det var kun de andre piger der indlod sig på samtaler med det andet køn.
På trods af Iprener og rød læbestift valgte jeg at dreje cyklen hjemad fremfor videre i byen med pigerne da klokken var omkring to.
Og mens jeg cyklede hjem i den kolde, og lettere våde, Københavnske nat, gik det op for mig, at jeg havde været ret ligeglad med mændene. At selvom der var en del der havde smilet både sødt og pænt, var jeg for det første ikke klar over om jeg havde smilet igen, og for det andet havde koncentrationen omkring dem været som når nogen prøver at forklare mig off-side reglen eller hvordan man laver moms-regnskab.
Fra samme skuffe: