Hvornår gik man fra bare ikke at have en kæreste til at være decideret single, og dermed have et problem. Problem i den forstand at man ikke har en kæreste og problem i den forstand, at alle skal gøre det til et problem.

Der var engang, hvor det ikke var noget folk gik op i, hvor det ikke var et af de spørgsmål man får nu i samme ombæring som hvad man laver og hvor man bor.
Dengang havde man enten en kæreste eller ikke en kæreste og mere var der ikke i det.

Nu er man single. Nu er det problematisk at man ikke har en kæreste. Nu følger spørgsmålet “Hvorfor har du ikke en kæreste?” til svaret på ens civilstatus.
Jeg kender svaret lige så lidt på det spørgsmål som hvorfor Stein Bagger bedrog IT Factory, og jeg vil hellere gætte på Stein Baggers motiver end have flere endeløse samtaler om min civilstatus.

Det kan være fordi alle de gode mænd er taget, og resten er bøsser og idioter. Det kan også være fordi jeg er kræsen, eller måske er det fordi jeg lever i et samfund, hvor vi ikke vil gå på kompromis med noget og opgive noget andet. Måske er det fordi min opvækst har givet mig et komplekst forhold til mænd, eller måske har jeg ikke lyst til at leve i et forhold, men har det fint med mig selv. Måske er jeg i virkeligheden lesbisk og orker ikke at springe ud af skabet, eller måske lever jeg et dobbeltliv, hvor jeg har et hemmeligt liv med familie og forstadshygge.
Muligheden for at jeg i virkeligheden er hemmelig spion, og at det er det der forhindrer mig i at være i et forhold, ligger der selvfølgelig også altid.
Det kan også bare være at jeg ikke har mødt den rigtige; at der ikke har været noget der har haft lyst til at tage mig med storm og vice versa.

Hvorfor kan det ikke bare være sådan, at jeg ikke har en kæreste, og at der faktisk ikke er noget problem i det? (Med mindre jeg selv gør det til et problem).