Step away from the cat!
Jeg var ude hos mine forældre her til aften for at yde IT konsulent bistand – eller faktisk var jeg bare derude for at aflevere det hardware der skulle til, nikke til det min fætter gjorde, og så spise en omgang lasagne, men det andet lyder bedre!
Siden jeg sidst var der, havde min søster installeret sin kat hos dem, eftersom gravide ikke må tømme kattebakker, og man derfor dumper katten hos andre når manden er ude at rejse.
Jeg har aldrig været kattemenneske, og denne kat gjorde heller ikke et skide godt første indtryk, ved mest af alt at virke som om den var i en eller anden form for narko-psykose.
Jeg fik at vide at den bare var i legehumør…
Den lille narko-kat fortsatte sit psyko-trip med at stryge rundt i huset, og man kunne ikke føle sig sikker noget sted – jeg havde en kat i nakken mindst 7 gange undervejs den aften.
Jeg prøvede virkelig at holde afstand, men det lille kræ var utrolig kontaktsøgende, hvilket jeg bare tænder fuldstændig af på – som jeg gør med alle væsner der er for kontaktsøgende.
Tilsidst faldt den lidt til ro, og insisterede på at skulle ligge på mit skød (og nærmest afmontere sig hele sin pels!).
Modvilligt overgav jeg mig, for den var jo egentlig meget kær, og blød og hyggelig. Så jeg sad i sofaen med katten og fik pludselig alt for meget lyst til at have en kat.
Da jeg mange timer senere endelig skulle til at tage hjem, havde jeg virkelig meget lyst til at tage den med. Min far var ikke sen til at gribe den bemærkning, og det var lige før han havde båret både kattebakke og kat ud i bilen.
Men jeg skal jo ikke have nogen kat – om ikke andet fordi det simpelthen er for kliché at være single kvinde omkring de 30 med kat. Det er jo næsten det samme som en falliterklæring, hvor næste skridt unægtelig vil blive Damhuskroen, måske afsluttet med en optræden i Singleliv.
Derudover tror jeg også at jeg ville blive meget træt af den meget hurtigt, så jeg tror bare jeg skal holde mig til at tilbyde at passe den de få gange om året sådan et lille kræ skal passes. Så burde man vel kunne få stillet sin lyst til sådan noget!
Fra samme skuffe:
Hvis du nu aftaler at passe den når det er nødvendigt, har du faktisk på den måde afskåret dig fra at have kat. For det går meget, meget sjældent med en fastboende kat, og så en der kommer på besøg.
.
Og husk at du ikke engang blot skal sørge for mad til dig selv, men også til et andet væsen, og det endda flere gange om dagen. Det kan godt være indsatsen minder om – åbne en pakke/dåse et eller andet – men det er jo stadigt dobbeltarbejde, da det er forskellige pakker/dåser.
.
Men hvis det endelig skal være, kunne du jo overveje at tage skridtet fuldt ud, og installere en leopard?
@Leoparddrengen: Ja, det skulle jo også være enten eller – havde ikke tænkt mig både at anskaffe en OG lege katte-pension!
Og i og med jeg grundlæggende ikke er kattemenneske, og bare af det ikke burde anskaffe mig en kat, så vil en leopard nok være helt ved siden af!
Tja, vi kræver også ret stor kattebakke – så det er måske meget forståeligt. Men er ellers meget charmerende. Og kan spinde.
Nej nej nej! Ingen kat! Og slet ingen leopard!
Lad være!!!
Jeg fik to katte, da jeg flyttede hjemmefra. Det var noget af det første jeg anskaffede mig, da jeg altid havde ønsket mig en kat.
Jeg fik to. Og ja de er skønne og de er søde og rare, og uh og iih så nuttede, men nøj hvor jeg dog fortryder idag…De er sådan en ubehagelig forpligtelse. Tror de er værre end børn!
Men jeg ikke nænner at smide dem på pensionat – især fordi min mor ville slå mig ihjel.
@Me/Blog-pigen: Okay….. så lader jeg være!
@Erna Ahmetspahic: Ja, jeg er også nået frem til det sammen; alt for meget forpligtelse!
Men hvis din mor er så glad for dem, så kan hun vel overtage dem? ;-)
De er midlertidigt hos mine forældre..
Og min mor elsker dem. Midt i en telefonsamtale med mig, kan hun finde på at tale til dem – i op til flere minutter.
Hvis hun kunne, ville hun overtage dem med det samme og for evigt. Men min far er desværre af den samme mening som din :)
@Erna Ahmetspahic: Er planen så ikke at lade dem passe dem oftere og oftere, så din mor bliver endnu mere glad for dem, og dermed kan hun overtale din far til at de skal have dem? ;-)
Planen er faktisk, at jeg bare kommer til at glemme dem hos dem – gang på gang :)
@Erna Ahmetspahic: Lyder som en god plan! Jeg håber det lykkes for dig :-)