Jeg drak kaffe med Søstrene idag. Som altid rigtig hyggeligt, og det var bestemt også for lang tid siden vi havde set hinanden.
Derfor var der naturligt en del catching up, og jeg nød bare at sidde med min café au lait og høre om hvad der skete af ting og sager i deres liv. Desværre gik den kun et vist stykke af vejen, og selvfølgelig kom de uundgåelige spørgsmål “Hvordan går det så med dig? Har du ferie hele ugen? Hvad har du lavet i ferien?”

Jeg burde have indviet dem i mine forvirrede tanker over de forvirrende ting, men jeg orkede simpelthen ikke, og lavede en afværge manøvre.

Jeg orkede ikke at fortælle at jeg mandag aften var faldet i, at jeg omkring kl. 23 var blevet kysset på, og var kommet til at kysse igen, og at jeg vist ikke engang kunne undskylde mig helt med den forbandede kysserefleks. Jeg orkede ikke at fortælle, at det bare havde sat alt for mange forvirrende tanker igang, at jeg ikke engang var så sur på ham, som jeg var på mig selv. Orkede ikke at fortælle, at det hele mistænkeligt ligner noget vi har været igennem før. Jeg orkede ikke at de skulle kaste sig ud i en ny runde af analyser på situationen, fordi jeg ikke engang selv orker at analysere på noget som helst. Orkede ikke at fortælle at jeg sad og fortrængte verden med lidt SATC, som pludselig var et déjà vu fra mit eget liv, og jeg derfor var nødt til at slukke, mens jeg endnu engang forbandede hele situationen væk.
Orkede slet ikke at fortælle, at jeg virkelig bare er totalt håbløs, at jeg formentlig ikke kan reddes, og at de faktisk bare bør slå hånden af mig!

Så i stedet gik jeg ind i en dybdegående beskrivelse af det nye soveværelse, og en længere anbefaling af filmen Slumdog Millionaire – og det virkede!

Hvis man nu ikke fortæller nogen om det, tæller det så ikke? Kan man ‘undo’ ting ved at fortie dem og kan man høre træet falde i skoven?

Fra samme skuffe:

Prøver du at imponere mig?

Skal – skal ikke?

Full-blown ynkelig

Jeg trænger til at komme ud!

Den store festdag