Hvis du nogensinde hører historier om en kvinde der forsøger at komme med statements, og altid bliver trumfet af større ting, er det formentlig mig.
Jeg er konstant ramt af dårlig timing, og er næsten begyndt at vænne mig til det.
Seneste dårlige timing fandt sted i denne uge.

Jeg fortalte Romantikeren om det, og hun grinede af det, fordi det virkelig også er begyndt at blive en tilbagevendende dårlig farce.
Hun pointerede, at jeg jo skulle forholde mig i ro, hvilket vi grinede lidt mere af, for hver gang jeg har forholdt mig i ro, er det endt i drama.
Derefter sluttede hun af med at spørge om hvor jeg samler dem op henne, hvilket var et relevant spørgsmål, som desværre ikke kunne give nogle svar på problematikken.

Jeg fortalte det til Brormand, som overraskede med et større latterbrøl og længerevarende grineanfald, mens der kom brudstykker af sætninger som:
“…neeej, hvor er du…” og “…hestehoved i fodenden…”.
Mens han grinede videre, forklarede jeg træt at jeg ikke har det godt med heste, og faktisk er lidt bange for dem, fordi de er ret store og lidt onde. Jeg vævede videre omkring heste, min angst for heste, mit had til heste og ventede bare på at Brormand skulle blive færdig med at mobbe, så vi kunne komme videre i teksten.
Tilsidst slap han emnet, og gik videre til “Hvorfor ringer du aldrig?” og sluttede af med emnet “Ja, vi skal vel ses…”.

Jeg tror jeg må indse, at mulighederne enten er konstant at vælte ind i dårlig timing, eller også blive en del af drama, hvis jeg vælger at forholde mig i ro. Så skal jeg bare finde ud af hvad der er det mindste onde.
Alternativt komme mig over min angst for heste, og tro på at Brormands mobbende råd er vejen frem…

PS. Mens jeg skrev dette her, gik der lige to heste forbi udenfor vinduet… Er det et tegn på noget??

Fra samme skuffe:

En dårlig mand væk fra at blive bitter

Du ved det bliver en dårlig dag…

Har vi en vinder?

Man fanger flere fluer med honning

Skyld med skyld på