Allerede klokken ti var jeg nødt til at stå op, fordi jeg skulle til fysioterapeut.
Ergo skulle jeg til fucking Frederiksberg, hvilket jo aldrig huer mig.
Skræmt over hvor godt stedkendt jeg er der nu, og at jeg kunne køre den direkte vej uden at køre forkert, ankom jeg helt præcist og satte mig ned for at vente. Kom i tanker om at jeg havde glemt henvisningen fra lægen, havde det skidt med at sidde på fucking Frederiksberg og havde egentlig ikke lyst til at noget fodformet menneske skulle fortælle mig alt det jeg gør galt med min krop.

Midt i alle mine hadetanker er der pludselig en som siger mit navn, og jeg kigger op i de lækreste brune øjne der tilhører den lækreste fysioterapeut. Jeg glemmer alt om fucking Frederiksberg og alt det andet.
I stedet sidder jeg kort efter halvnøgen i et rum med lækker fysioterapeut som trykker alle de steder på min krop hvor det gør ondt, og kommer generelt med lange foredrag om kroppens forsvarsmekanismer og angreb af bjørne.
Jeg er ligeglad, jeg hører nærmest ikke efter. Han får det meste af smerten til at forsvinde, og han er lækker. Han fortæller om hvilke øvelser jeg skal lave. Jeg hører ikke efter, jeg kigger efter vielsesring. Han er lækker, og har ikke nogen vielsesring. Han giver mig en ny tid, og han er lækker.

Er der nogen regler om at man ikke må score sin fysioterapeut?

Fra samme skuffe:

Dagens Tackling

Dagens Dilemma

Dagens Anti-klimaks

Dagens fangst

Jeg kan ikke se mine bryster!