Nogen gange glemmer vi at det er Danmark vi lever i, og ikke USA eller et andet større land.

Som eksempelvis da Anne-Mette Rasmussen lavede en Marie Antoinette og udtalte at hun ikke gad høre mere om finanskrisen.

»Jeg gider slet ikke høre om den finanskrise. Det har jeg også fortalt derhjemme! Så siger han: »Det er meget muligt, men der er altså finanskrise.« Men hvor er den? Okay – jeg er godt klar over, at der er samfundsmæssige problemer i sigte. Men folk er gået psykologisk helt amok. Tør pludselig slet ikke bruge penge. Og så skal det hele da gå i stå.«

Jeg giver hende egentlig ret i, at der er en psykologisk effekt i mange af tingene, men hvad hun mener om det, er så uendelig ligegyldigt for mig. Det er da godt for hende, at hun har fået lidt mere selvtillid, og har fået minimeret sine bingovinger og trimmet kroppen, og kvittet pædagog-jobbet. Men jeg er ligeglad.

At hun skulle være Danmarks førstedame er jo også en sandhed med omtrent en milliard modifikationer.
Vores jantelov og generelle holdning til disse ting gør, at vi ikke kan tale om førstedamer og ting i den dur. Vi dyrker ikke vores statsminister, som amerikanerne dyrker deres præsidenter. Vi har ikke deciderede statsminister-familier, som USA har præsident-familier. Vi har ikke førstedamer som kan sætte en dagsorden indenfor noget som helst. Vi er ligeglade. Vi er danskere.

Og ærlig talt, hvis hun havde sagt det modsatte, og prøvet at sige noget om de store problemer vi (eventuelt…) har, så var hun jo også blevet kritiseret for det, for ”hun kan jo intet kende til det, når hun er gift med statsministeren!”.

Det kan godt være at folket mangler brød, men spis lidt kage – vi trænger faktisk til det.

Skuffen er tom