Stort set alle kvinder har prøvet det: At stå på sidelinien og forsøgt at stille med en eller anden form for kampgejst og råbt “Kom nu ind i kampen!” til mændene.
Problemet er bare, at det må man ikke sige til mænd, så går de helt kolde. Enten løber de væk fra kampen eller også tror de man slår op med dem ved at sige det eller også kommer de med en eller anden fuldstændig uforståelig sætning som eksempelvis “Det taler vi om senere” eller slet og ret bare “Hvad mener du?”.
(En af de gange, hvor jeg sagde det til en mand, resulterede det i total radio-tavshed. Senere fandt jeg ud af, at han troede at jeg havde slået op…)

Det er det der sker, når man ikke får sorteret mændene hurtigt nok fra!
Enten sker der en kortslutning af en art i deres hoveder, eller også kan man blive ved med at stå og råbe “Kom nu ind i kampen” flere år efter.

Jeg talte med en veninde om det forleden, og normalt er vi begge to den type der hurtigt sorterer mænd fra af den eller den anden grund, men en sjælden gang i mellem slår der et voksen gen igennem, så vi forsøger at få et eller andet til at fungere – altid uden held.
Så man kan vel ikke bebrejde os noget, når det materiale vi får at arbejde med er så gennemgående håbløst og fejlbehæftet – faktisk burde vi få en håndfuld point for at forsøge noget som helst.

Kort proces er vejen frem. Det er den bedste måde at shoppe på og også den måde man undgår at sidde fast med en eller anden perle, som handler i øst men svarer i vest.

Heldigvis er det ikke mig der sidder fast i en kamp lige nu, men desværre en veninde. Og resultatet er det samme.

(Når alt det her så er sagt, så elsker jeg at sige “Kom nu ind i kampen” til mænd; synes det er lidt sjovt at se deres ynkelige forsøg på hvad det nu end er de forsøger – og så har jeg jo fundet ud af at det er en yderst nem måde at afslutte tingene på.)

Fra samme skuffe:

Har du talt med din bitterfisse idag?

Minus logik

Fest-løs

An Apple a day…

Snappy Comeback