Jeg talte med Pingvin-Entusiasten om de der gode kys. De der helt eminente kys, som fjerner hele verden omkring en, som får benene til at give efter og som næsten kan gøre det ud for det hele.

Hun havde vist prøvet tre af slagsen igennem tiderne, jeg har prøvet to.
De hænger ikke på træerne, og det er vel også derfor det er så kære minder, og de mænd der kan give dem, automatisk står meget højt på listen, selvom det sjældent er dem man bliver forelsket i.

Det er ved at være flere år siden jeg sidst har fået sådan et kys, alligevel står det seneste lysende klart for mig, selvom jeg havde en promille på omkring tusind. For det gode ved de kys er også, at man nærmest bliver helt ædru af dem. Således stod jeg og svajede i min entre og da jeg blev kysset kunne jeg næsten ikke holde mig oprejst; ikke pga. alkoholen med pga. kysset. Det var et kys der var så godt, at hvis det bare var blevet ved kysset, havde jeg nok også været tilfreds. Sådanne kys kan man leve længe på, men åbenbart ikke evigt.

Desværre kan man ikke se hvilke mænd der kan give de kys, og statistikken er jo også generelt imod dem.
Alligevel kan jeg tage mig selv i at stå i bussen om morgenen, og kigge på fyrene og forsøge at vurdere om de kysser godt. Nogle morgener har jeg endda haft umådelig meget lyst til at afprøve dem, men af frygt for sagsanlæg og politianmeldelser har jeg afholdt mig fra det, selvom det måske vil være meget sejt at have stående på sin straffeattest: “Forsøg på at kysse fremmed fyr i bus” – altså hvis der skal stå noget på den.

Og som en af de mænd, der kan give de eminente kys, dengang sagde til mig: “Du trænger vist til at blive kysset på”, og det gjorde jeg.
Og jeg trænger også til at blive kysset på nu, men jeg gider ikke alle de dårlige kys. Jeg vil have et af de fantastiske kys, men jeg ved bare ikke hvor jeg skal finde det.

Fra samme skuffe:

Det magiske ord: Please!

Kysse-refleks?

In vino veritas?

Det hollandske kys