Jeg har ikke været uden for en dør siden i fredags, hvor jeg troede jeg var rask og gik på arbejde – for derefter at blive straffet alt for hårdt, ved at blive lænket til seng og dyne.
Og nu hvor jeg har det en smule bedre, begynder sindssygen at komme. Nu hvor jeg kan opfatte det rod sygdom bringer med sig, og at jeg er et bad eller to bagud, og faktisk har lyst til at spise andet end boller og røræg, så kommer den klaustrofobiske fornemmelse, og trangen til at komme ud!

Jeg orker ikke at sove 18 timer i døgnet mere, og have et bright moment et sted mellem 21 og 01, hvorefter koma-sygdomssøvn indtræffer igen, og jeg orker ikke flere telefonsamtaler hvor jeg absolut intet har at byde ind med – hvis jeg altså er vågen.
Således blev samtalen med Pingvin-Entusiasten hurtigt afviklet fordi jeg sov, hvorimod Romantikeren fangede mig på et vågent tidspunkt, og jeg hungrede efter at høre nyt fra den virkelige verden.
Ved det naturlige skift i samtalen, hvor jeg på en normal dag, som minimum, ville have haft noget marginalt interessant at fortælle, følte jeg mig alligevel tvunget til at fortælle et eller andet.

Jeg havde valget mellem at fortælle det nye talkshow på TV3: ‘The Doctors’, som jeg finder ualmindeligt underligt, fordi de fortalte om kirurgiske indgreb foretaget gennem vagina, hvilket de var meget begejstrede for (kunne ikke lade være med at tænke, at de også alle sammen var mænd…), eller at fortælle om den seneste fucked up drøm.* Jeg valgte det sidste, fordi jeg ikke rigtig orkede kirurgiske diskussioner.
Romantikeren svarede, at man jo også drømmer meget mærkelige ting når man er syg, at hun gerne ville se den rejseplan, og at hun ville ringe igen senere, for at tjekke op på mig. Derudover mente hun, at det vist handlede om autoriteter, hvilket jeg benægtede.
Måske jeg bare skulle have valgt at fortælle om ‘The Doctors’…

*Jeg var på klassetur, og min gamle klasselærer var også turleder.
Klassen bestod af: Nørrebro-Pigen, en af mine gamle barndomsveninder, et par kolleger, et par ukendte folk og en gammel flamme.
Det gik aldrig op for mig, hvad destinationen var, men vi skulle forbi Paris, via en lufthavn der var en krydsning mellem Københavns Lufthavn og Heathrow. Dernæst skulle vi med tog, og mens jeg prøvede at snakke med mine klassekammerater, blev den gamle flamme ved med at prøve at holde mig i hånden, hvilket bare irriterede mig.
Heldigvis slap jeg for ham, da vi skulle skifte tog et sted der mistænkelig meget lignede München Hauptbahnhof, hvor jeg selvfølgelig var i den langsomme gruppe, som missede det næste tog. Dernæst stødte vi ind i min far (hvad fanden lavede han i München?!), som dirigerede os i mod den rette perron, hvorefter vi endte op hos mine forældres venner i Århus i stedet. Men det var ok, der var god mad og masser af plads til overnattende gæster.