The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

Hvad fanden er det for et mærkeligt autist-barn?!

I nat fandt jeg ud af, at jeg er autist. (Altså, det er fuldstændig selv-diagnosticering baseret på den lange tankerække dagen i går bød på, men overvejer da lige at få det verificeret af et par eksperter!).
Da jeg endelig kom frem til denne diagnose omkring kl. 3 i nat blev jeg ærlig talt lidt sur, for hvorfor helvede er der ikke nogen der har fortalt mig dette før?! Og giver sådan noget her støtte og tillæg fra det offentlige, og kan man få det med næsten 28 års tilbagevirkende kraft?

Hele dagen i går gik jeg rundt og var edderspændt rasende, ovenpå en weekend, hvor jeg også havde været edderspændt rasende. Så derfor brugte jeg det meste af den dyre time hos psykologen, på at sidde og rase over Perler. I lang tid var det bare mig der sad og skældte ud, i et forsøg på at komme af med det edderspændte raseri.
I de pauser der var ind imellem, hvor jeg skulle have luft, fik han stort set kun indsparket ting som:

• Det lyder også ret barnligt
• Hvor gammel sagde du han var?
• Hmmm
• Ja, det kan jeg godt se
• Får du sovet?

På det sidste spørgsmål fik han (heldigvis?) skiftet emne, og pludselig handlede samtalen om forældre og trods – og mit hemmelige indtag af Ragusa. Og efter jeg havde siddet og flettet historier op og ned ad stolper, sad han og smågrinede lidt ad mig, og jeg kunne godt se, at jeg måske lød en smule vanvittig i det jeg lige havde fortalt.

– Ej, der må vel være folk der er langt værre end mig med sådan noget her? blev jeg nødt til at spørge
– Du er ikke den værste…, svarede han tørt og grinede lidt mere ad mig.

Det kunne jeg så tænke lidt over på vej tilbage. Hvilket jeg selvfølgelig gjorde. Jeg var stadig edderspændt rasende, så efter at have spist en hurtig aftensmad kastede jeg mig ned i bilen for at få styr på nogle tanker, komme af med nogle aggressioner og høre lidt for høj musik. Det endte med at jeg svingede forbi mine forældre til en kop aftenkaffe, da jeg alligevel var nået ud i det nabolag – og da jeg nu alligevel var derude, kunne jeg lige så godt lede efter nogle af de ting jeg før havde efterlyst. Derfor kom jeg til at sidde og gennemgå bunker af gamle stilehæfter og opgavehæfter, og historier jeg har skrevet.

I alderen 8-10 år var formentlig den mest produktive forfatter i Danmark, fordi jeg altid lavede historier. Hvis jeg ikke kunne få lov til at skrive eventyrerne som de ville have dem i skolen, så gjorde jeg det bare derhjemme, og derfor har jeg flere kasser fyldt med historier som jeg har skrevet – åbenbart med en forkærlighed for prinsesser og dinosaurer.
Som min far sagde “Ja, du gik bare ind på dit værelse og sad og tegnede eller skrev. Og så havde du en periode, hvor du var meget glad for dinosaurer…”

Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg levede i de historier. Jeg levede skam i den virkelige verden, men lavede bare altid historier – mine forældre vil måske kalde nogle af historierne krumspring. For pludselig erindrede jeg også, at jeg altid skulle fortælle historier når vi gik, som jeg bare byggede på henad vejen. Så når vi gik hjem fra børnehave, skulle vi eksempelvis lige vente på ’Musen’ som ”havde travlt med en masse ting”, og når vi cyklede rundt om Bagsværd eller Lyngby Sø, så var det fast rutine i mange år, lige at stoppe ved enten Musens Sommerhus eller Musens Hus, og lige tjekke hvad der skete, om den havde holdt fest eller sov eller noget helt andet.

Jo mere jeg lå og tænkte over alle de her ting og historier i nat, tænkte jeg ”Hvad fanden er det for et mærkeligt autist-barn jeg har været! Gad vide om ikke mine forældre synes jeg var lige en tand for mærkelig…”
De har aldrig sagt noget, men måske er det fordi jeg stadig er et mærkeligt autist-barn, som har sine helt egne regler, handlemønstre og principielle idéer om hvordan tingene skal være.
Heldigvis har jeg altid været klar over det, så derfor har jeg også altid indordnet mig og gået på kompromis (til en vis grænse) med flertallet, når jeg er ude i den virkelige verden.

Men når jeg går hjem, så er det mine egne regler der gælder, og mine egne tanker der får lov til at give mening, og sådan har det altid været for mig.
Så på fine klippede ark skrev jeg historierne om prinsesserne og dragerne og prinserne, og om at det nogen gange ikke går som man vil have det. For det er jo ikke realistisk at prinsessen får prinsen hver gang, og nogen gange kan både hekse og drager også være flinke – men nogen gange er de onde, og nogen gange bliver prinsessen også reddet af prinsen.
Hurtige historier med hurtige slutninger – ikke så meget crap, og tegnsætning er stærkt overvurderet!
To af dem kan læses her.

Previous

En stor menu med cola light, tak!

Next

Cølibat vs. Børn

10 Comments

  1. Ragusa??? Hvorfor findes det stadig når man ikke kan købe rør med spejdersnus???

  2. Det er da nogle fantastiske historier :) Jeg tror der er mange nybagte forældre, der gerne ville ha deres barn tog en lur på et lille års tid… bare sådan en gang imellem!

    og jeg tror ikke dine forældre har tænkt du var speciel, nok bare kær. Børns fantasi er helt fantastisk, jeg er i dyb forundring over f.eks. min niece, som indtil videre har 3 navne (sit eget, susanne og Isabella), hver med en ret stor familie og med egne venner (Susanne er blandt andet jyde med mange brødre)

    Regusa… det er det der nougat /chokolade med nødder ikke? Er det ikke lidt noget bedstemor slik… er det for at kompenserer for at blive kaldt teenager ;)

  3. Hmmm, du lyder lidt som mig – bortset fra det altid var science-fiction jeg skrev.

    Men beklager at måtte skuffe dig, der er intet som helst autistisk i det du skriver; højst lidt excentrisk; alene det at du “altid [har] været klar over det, så derfor har jeg også altid indordnet mig og gået på kompromis” er totalt uautistisk.

    Men kender tanken, har indimellem også spekuleret på om jeg selv var borderline. Tror det nu ikke.

    P.S. Der er intet galt med Ragusa; eller i det hele taget det meste med blød nougat!

  4. @CG: Iøvrigt, læser du engelsk? For har lige efter historie om og med eventyr fundet den perfekte fødselsdagsgave til dig (som endda kan foræres via mail, så behøver ikke engang opgive anonymitet…)

  5. The CityGirl

    @Morfar: Fordi det er et langt mere fantastisk produkt og holder max!

    @Tårnet: Børns fantasi er nemlig helt igennem fantastisk!
    Og du skal ikke kalde Ragusa for bedstemor-slik! Det er bare et fantastisk tidsløst produkt (i 80er-indpakning). Punktum.

    @Leoparddrengen: Hvorfor skal det nu være uautistisk – jeg kunne være undtagelsen der bekræfter reglen…. eller noget….. ;-)
    Og ja, læser selvfølgelig engelsk :-)

  6. @CG: Gik jeg også ud fra. Men det er ikke alle der bryder sig om det, selvom de er udmærkede til engelsk.

    Du hører nærmere indenfor et par dage :)

  7. Ulrik

    Jeg er måske ikke sikker på, at “at kaste sig ned i bilen” er det rigtige at gøre for at komme af med nogle aggressioner. Særligt ikke i København. ;) Håber ikke, der skete noget. ;)

    Men hvis du kan få psykologen med på det med autismen, så er der måske ikke så langt til at få invalideskilt. Og så har du fået din sidste parkeringsbø…. æhh, kontrolafgift.

  8. Ulrik

    Søde eventyr, i øvrigt. :)

  9. The CityGirl

    @Ulrik: Du har ret! Det kan være min adgangsbillet til invalideskiltet! Det ville fandme være fantastisk :-D

    (Og når jeg kaster mig ned i bilen for at komme af med nogle agressioner, er det ikke fordi jeg ligger og kører ræs i Kbh. For det meste kører jeg ud af Kbh og kører pænt, men får clearet min hjerne. At køre bil kan være som en meditativ ting for mig)

  10. Jeg elsker altså dine eventyr. Jeg har læst dem op for op til flere venner, som grinede deres røv i laser!

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén