The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

Coulda, Woulda, Shoulda

Jeg er helt på det rene med, at man ikke skal græde over hverken spildt mælk eller spildte mænd, at man ikke kan gøre så meget ved hvad der er sket, eller det der ikke er sket.
Men når man grundlæggende prøver på at være et godt menneske, så rammer samvittigheden til tider – desværre tit når det er for sent, og tit når der sker noget drastisk.

Min morfars brors død forleden har sat gang i rigtig mange tanker indenfor mange forskellige ting, men det jeg har tænkt mest på er det faktum at jeg ikke har flere bedsteforældre tilbage.
De er allesammen væk, og jeg burde virkelig bare have svinget forbi til noget kaffe noget oftere og fået svar på alle spørgsmålene, og fået alle de gode historier.

Min mormor døde for to år siden, og jo længere tid der går, jo mere savner jeg hende faktisk. Det var først ret sent jeg fandt ud af at hun ikke bare var en sej, gammel dame, men faktisk en über-cool dame med en masse gode historier og cool meninger.

En sommer jeg skulle hente hende og køre hende op til sommerhuset, havde vi den bedste snak i bilen på vej derop. De historier hun havde om mænd, og de råd hun gav om endnu en af de håbløse mænd i mit liv, var jo ikke forældede!
Historierne var sjove og rådene var seje, og jeg kan huske dengang, at jeg sagde til mig selv, at nu burde jeg virkelig tage og besøge hende noget oftere – bare droppe forbi til kaffe og smøger og en sludder, for det var jo skide hyggeligt.
Det fik jeg selvfølgelig aldrig gjort, og så var det hun lige pludselig var død – og endnu engang sad jeg med den dårlige samvittighed, fordi jeg levede mit eget vigtige liv.

Den samme dårlige samvittighed, som også var der da min farmor døde. Men denne gang gik samvittighed fra dårlig til kulsort, for jeg kunne ikke græde, for jeg kunne ikke rigtig opfatte det.
Til begravelsen var jeg formentlig den eneste der ikke græd, og jeg kunne ikke forstå hvorfor.

Jeg skulle helt til London, flere måneder efter, før det ramte mig.
Først da jeg stod på Regent Street og skulle til at købe et postkort til hende, gik det op for mig at hun ikke var der mere, og at hun virkelig var væk. Måske en passende straf at befinde sig et tjecket sted og så være nødt til at være gennemgående utjecket og tude.
Først på Regent Street, senere på en pub og tilsidst i en mands seng – jeg kunne nærmest ikke holde op, da jeg først var begyndt.

Jeg tror jeg lærte det der; at ligegyldig hvor vigtig man synes ens liv er, med smarte jobs, coffee-to-go, byture i stiletter og en fyldt kalender, så findes der alligevel vigtigere ting, vigtigere mennesker og vigtigere historier der bør blive fortalt videre.

Previous

‘Tiggergang til 500’, tak!

Next

Din fucking perle!

5 Comments

  1. Må jeg kondolere, jeg har selv været der…

  2. Clarke

    Du har så meget ret. Men det er jo også vigtigt at man har nogle gode historier at fortælle når man en dag selv er blevet bedsteforældre.
    Jeg tror iøvrigt man kan få følelsen af at man ikke var der nok lige gyldig hvad. Jeg besøgte min far 2-3 gange om ugen i det sidste år inden han døde, og jeg ville sådan ønske at jeg havde været der noget mere.

  3. The CityGirl

    @Morfar: Tak :-)

    @Clarke: Helt enig – selvfølgelig skal man leve sit eget liv samtidig, og finde den rette balancegang.
    Og jeg tror også du har ret i, at med visse personer vil man altid ønske at have været der mere.
    Det ER en svær balancegang :-)

  4. Maria

    Smuk historie.

  5. The CityGirl

    @Maria: :-)

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén