Jeg måtte overgive mig igår. Gå tidligt hjem fra arbejde, krybe under dynen og falde i koma-søvn. Der var lidt for meget snot o.a. der hærgede i min krop, og allerede igår aftes kunne jeg se, at det ikke ville blive bedre foreløbigt, og kunne derfor lige så godt melde mig syg på arbejde med det samme.

Så nu sidder jeg så oprejst for en kort bemærkning. Min mor har lige været forbi med suppe, næsespray og nogle andre småting – for ynkelig som jeg var igår (og stadig er idag) skulle jeg lige ringe til forældrene og fortælle at jeg var syg. Det er sådan en mærkelig ting at gøre, at ringe til folk og sige at man er syg. Lige så snart jeg havde ringet op, og inden de tog telefonen, kunne jeg mærke at jeg ikke orkede at tale i telefon. Alligevel ringede jeg op til en veninde bagefter for at fortælle hende det samme, og for ligesom at understrege hvor ynkelig sygdomsramt jeg var.

Jeg er stadig ynkelig sygdomsramt, og kan fuldt ud konkurrere på lige linie med mænd når de er syge! Min krop er i undtagelses-tilstand og det gør ondt fra halsen og ned til hofterne når jeg hoster. Af uransagelige årsager kan jeg mærke mine nyrer, min hals er heldig hvis den overlever det her og så er mit hår fedtet.

Og så ligger man i sin feber-vildelse, og drømmer dybt mærkelige drømme, og vågner lidt engang imellem. Eksempelvis vågnede jeg også kl. 6.20 hvor det hele gyngede lidt for meget. Først tænkte jeg ‘Jordskælv’, men var alligevel så frisk i hovedet, at jeg kom i tanker om at jeg befandt mig i Danmark, og at der jo ikke er jordskælv her. Så jeg arkiverede det under ‘feber-vildelse’ og lagde mig til at sove igen.

Men det var åbenbart jordskælv, og åbenbart er den kære Stein også kommet hjem, mens man lå og var ynkelig i sin seng, så verden går alligevel videre selvom man er ynkelig sygdomsramt.

Skuffen er tom