Det er jo bare en drøm
Jeg har de mest sære drømme for tiden. Folk som ikke engang optræder i mit liv, er nu castet til hovedrollerne i mine drømme, og næsten hver morgen vågner jeg op og tænker “WTF?! Hvor kom dét fra?!”.
I takt med at disse drømme har indtaget mine nætter, er det gået op for mig, at dem der er i mit liv, drømmer jeg aldrig om. Jeg har aldrig drømme om ham jeg har crush på, eller veninder eller familie som kunne give stof til psykologer – det er enten ukendte mennesker, eller som nu, folk fra the very, very past.
Efter endnu en alt for mærkelig drøm, hvor endnu en af dem der ikke burde optræde i min underbevidsthed, var alt for meget tilstede, fortalte jeg det til Romantikeren – mest fordi det var en ganske underholdende historie: Denne her mand, som ikke har været i mit liv i meget lang tid dukker pludselig op i drømmen og kritiserer min makeup. Nærmere bestemt min mascara, og at jeg ikke puttede nok på, og at jeg da burde gøre noget mere ved det, og få længere øjenvipper. (Sådanne ting diskuterer jeg ikke engang med mine veninder!)
Selvom de her drømme er meget underholdende, er jeg også lidt skræmt over hvad min hjerne kan producere af mærkelige scenarier, men måske har Romantikeren ret i drømme-analysen: Jo mere du drømmer om dem, jo hurtigere er de bare på vej ud af dit system – sådan helt og holdent! (At jeg så troede de allerede var helt ude af systemet er åbenbart underordnet.)
Det er jo en meget godt, men jeg vil egentlig hellere have nogle lidt mere normale nætter med normale drømme om at se folk nøgne eller at man falder eller bare den helt klassiske at man er gravid.
Det kan jeg lidt bedre forholde mig til, end at modtage makeup-tips fra fortiden, og andre ting i den dur!
Fra samme skuffe:
Jeg drømte at min kollega blev fyret så jeg var heldt ked af det da jeg vågnede :)