Det er bare ikke i orden!
Sluttede dagen af med en tur i fitness – megastolt af mig selv, også selvom jeg snød lidt (kunne sgu ikke efterlade en maskine, med pinden på 10 kg, så rykkede den lige lidt op inden jeg efterlod den… Det er jo pinligt at jeg ikke kunne løfte mere!).
Mens jeg svedte og fik diverse aggressioner ud, var det som om der kom klarhed over nogle ting. Godt nok havde jeg udvist påtaget klarhed tidligere på dagen ved at sende en sms afsted om, at jeg ikke syntes det var i orden – men mens jeg stod og baksede med maskinerne tænkte jeg sådan helt inderligt
“For fanden, nej! Det er sgu ikke i orden det der!”
Mand I Undtagelsestilstand (formerly known as Booty Boy), kontaktede mig den anden dag, med nogle meget triste nyheder, og ville gerne snakke med MIG om det, og ville dagen efter gerne okkupere min lejlighed efter arbejde og frem fordi han “trængte til omsorg”.
Da han henvendte sig, tænkte jeg
- Hvorfor inddrager du MIG i det her?
- Hvorfor er det MIG du gerne vil være sammen med
- Står jeg virkelig så højt oppe på listen??
og ikke mindst: Hvad skal gøre? Hvordan skal jeg reagere?
Jeg er helt oprigtig ked af det på hans vegne, men hvad skal jeg gøre? Hvorfor er det MIG han kontakter når hans verden falder sammen, som han også har gjort før? Hvorfor er det MIG han vil have hjælp fra, når han på alle andre tidspunkter sætter en ære i at gøre vores relation til ingenting?
For hvis jeg skal være ærlig, når min verden falder sammen, har jeg altså mindst 15 andre som jeg vil ringe til, før jeg ringer til ham. (Hvorfor skulle jeg ringe til en mand, som mener vi er ingenting?!)
Men jeg var taget som gidsel i et eller andet følelsesdrama, og jeg forbarmede mig. Jeg kan ikke sige nej til folk der ligger ned, og jeg vil heller ikke sige nej til dem.
Så jeg kunne ikke sige nej til en mand i undtagelsestilstand, for et eller andet sted er jeg jo et godt menneske.
Men et godt menneske, som blev taget som gidsel. Og dét er bare ikke i orden!
Når det brænder på, så er jeg der for mine venner – men det skal ikke misbruges. Jeg sidder gerne oppe med dem hele natten, holder dem i hånden, holder om dem mens der bliver grædt, smider hvad jeg har i hænderne, lytter, snakker og gør alt hvad der står i min magt for at hjælpe. Men jeg forventer fandme at få det samme retur, når det er min verden der falder sammen.
Så når der bliver tilkendegivet, at det bare var misbrug den anden dag, bliver jeg sur.
Hvorfor skal jeg være der for en person, som skider højt og flot på mine problemer, som undskylder sig med en masse, når det er “min tur” men som gerne vil have omsorg fra mig, når det brænder på i hans verden.
Jeg vil ikke være en ond sæk, men jeg vil gerne vide, hvorfor det er mig der bliver kontaktet, når vi efter hans eget udsagn er ingenting.
Folk jeg er ingenting med inddrager jeg ikke i vigtige dele i mit liv.
Fra samme skuffe:
Ved du, hvad det mest utrolige er? Alle – siger og skriver ALLE – mine veninder, der har haft forhold til mænd, der ikke er klar til noget/er for rodede i hovedet/er forpinte kunstnere, har prøvet at blive af ringet op af Mand Formerly Known As Invisible, når HAN har brug for noget. For det er jo egentlig bare endnu en måde, hvorpå hans behov kan tilfredsstilles på. Omsorg = opmærksomhed = hokus pokus – mig i fokus.
Min påstand er, at det er dét, der er disse mænds drive. Det er ikke et spørgsmål om at finde en, man er glad for. Det er ikke et spørgsmål om at definere, om man er venner, kærester eller sovedyr. Det er snarere et spørgsmål om at få mest mulig opmærksomhed fra flest mulige mennesker i så lang tid som muligt. Intet er helligt. Selv oplevelser i privatlivet, der for velfungerende mennesker, med selvtillid nok til ikke at skulle bekræftes 24-7 for at tro, at de er noget værd, ville udløse krise, kan bruges til emotionel afpresning.
Og vi involverer os. Føler deres smerte, og går op i, hvordan tingene udvikler sig. Er opmærksomme. Omsorgsfulde. Giver dispensation på forventningerne.
- for så at blive trykket på navlen, når de føler sig sikre på, at de igen har din udelte opmærksomhed.
Det er tyveri.
Jeg er med dig. Det er bare ikke i orden!
Du har så evigt ret, Linda!
Og det gør det bare ikke bedre, at vi er flere der har prøvet det/er i det. Det er faktisk direkte trist.
Og ja, det er tyveri – og tyveri er bare ikke i orden!
nææ – det sku bare for meget.
Så er man pludselig god nok, når han ikke har andre til at lytte! . . og hvis han er lisså stor en klaphat, som de mænd jeg kender, så fatter han jo selvfølgelig ikke en skid – og finder det bare helt vildt naturligt, at man er der for ham, og kun ham . . . også selvom han ikke skænker én en tanke ellers . . . Og hermed selvfølgelig ikke sagt at man ikke er der for ham – men altså! heeelt ærligt!
:)
tss – tykskallede egomænd dér . . .
@pedrsn: Præcis!
Egokvinder er mindst lige så slemme!
@Saroz: Helt bestemt – det handler ikke om køn det her, nu var det tilfældigvis bare en mand der lavede øvelsen overfor mig :-)