The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

CityGirl og Søster

Det var dengang i april, hvor jeg fik nok. Hvor jeg ikke orkede at lege en lillesøster, som jeg ikke følte jeg var, og hvor jeg virkelig bare ikke gad mere.
Der er gået lang tid. Rigtig lang tid. Så lang tid, at man skulle tro, at intet var sket.

Au contraire, my dear reader!
For jeg mødtes med min søster for halvanden måneds tid siden, hvor vi gav det et forsøg. Vi prøvede at tale sammen, men det lykkedes ikke, og jeg gik hjem i regnen (det regnede faktisk den aften og jeg gik faktisk hjem), og var ked af det og vred.

Hun forstod mig jo ikke. Hun kendte mig ikke. Hun var faktisk bare en dum søster.
Men hun havde sagt én ting, som gjorde at jeg ikke helt bare kunne gå hjem og være sur lillesøster; hun havde foreslået at vi skulle tage en snak med en udenforstående tredje part (som eksempelvis en psykolog), og det var så det vi fik gjort idag.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente af den session jeg skulle til, og havde mest af alt lyst til at aflyse og ligge på min sofa og være sur på hende. Så ville jeg jo ikke behøve at skulle tage stilling til hende på en ny måde i mit liv. Bare fortsætte med at hun var dum storesøster og jeg var lillesøster som det gik udover. Være lidt sur og det kunne så være det.

Men jeg tog mig sammen, og det gjorde hun også – og i halvanden time sad vi og talte om alt det her, og fik stillet en masse relevante spørgsmål. Hun fortalte en masse ting som jeg ikke vidste, og som måske var det der gjorde, at vi ikke havde kontakt.

Jeg sad og lyttede til min søster, som fortalte om tingene fra hendes vinkel, om hvordan hun havde det i vores familie, hvordan hendes livssyn var, og at det nok ikke var min skyld at hun var så afvisende overfor mig (hvilket hun ikke er, men igen; forskelligt livssyn og måde at være på), og følte faktisk at jeg lidt begyndte at lære hende at kende.

Det var en lettelse, en glæde, men også skræmmende – som det altid kan være, når den virkelige historie kommer frem og bliver stykket sammen, og at man skal forholde sig til det.

Jeg ved ikke hvad det næste bliver, hvornår det bliver eller hvordan. Men jeg ved at vi er to søstre som faktisk gerne vil have et eller andet forhold til hinanden – og det er jo en start.

Previous

Fremtidssikring

Next

CityGirl og Bror

2 Comments

  1. Bror

    Kære Søster

    Det lyder noget bedre end vores aften med Blockbuster. Godt gået til jer begge.

    KH/Bror

  2. Jeg synes nu stadig vores aften var hyggelig, selvom filmen var skod :-)
    Kh Søs

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén