Sindssyg i gerningsøjeblikket

Jeg er ikke helt sikker på om jeg er blevet sindssyg endnu – hvis ikke, er det i hvert fald tæt på. Så hvis der skulle komme et gerningsøjeblik, ville jeg vel kunne påberåbe mig sindssyge.
Men jeg ved ikke hvor mange der er blevet frikendt for sindssyge i gerningsøjeblikket, selvom det lød meget tiltrækkende, da min ven foreslog mig det.

Jeg forsøgte at være konstruktiv og ikke skabe et gerningsøjeblik, og derfor skrev jeg til ham, om han ikke havde et job til mig, inden jeg kom til at slå nogen ihjel, hvorefter han glad og frejdig skriver ovenstående tilbage.

Mindst tre gange idag har jeg været ved at udvandre; for hvis de andre kan opføre sig barnligt, så kan jeg vel også! (Er ved at være lidt for træt af at være den voksne og lege pædagog for de adfærdsvanskelige!)
Meget fristende, og så bare sætte en auto-reply på mailen om at jeg vil være tilbage på kontoret igen, når børnehaven er væk, og når folk ikke sviner mig til uden nogen som helst grund, bare fordi de ikke kan finde ud af opføre sig ordentligt.

Men jeg har (af uransagelige årsager) for meget samvittighed til bare at udvandre. Jeg er jo åbenbart typen der gør tingene på den rette måde, taler med cheferne; går den rette kommandovej, tegner og fortæller – og de nikker og siger ja og amen og “Ja, CityGirl, det kan vi godt se. Du får hvad du vil have!”, og så sker der lige præcis ingenting. Nada. Zip. Zero.

Og så bliver man træt, for der er grænser for hvor mange gange man gider slå i bordet, når det bare er som at slå i en dyne.

Skuffen er tom