Torsdag aften d. 31.07.08:
Efter nedturen i KaDeWe, virkede hele Berlin-projektet så uoverskueligt, og måske næsten lidt ligegyldigt.
Så jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet at det var efter dette, at jeg skulle finde min kærlighed og forelske mig. Men det var alligevel det der skete!
Vi var taget tilbage til vores stamcafe for at komme til hægterne, og midt i kaffen, er det at benene bliver slået væk under mig; jeg glemmer alt om KaDeWe og hvepse og har kun øjne for denne fantastiske person.
Amorinerne flyver igennem luften, og jeg selv er helt forbavset. For jeg havde ikke troet at jeg skulle tage til Berlin og finde kærligheden, og slet ikke at jeg skulle blive forelsket på denne måde.

Jeg havde så heller ikke forventet at det skulle være en pige, men man er vel openmindet! (eller noget…)
Vi ved ikke hvad hun hed, men vi døbte hende Anna.
Sød, ekstremt service-mindet, engelsktalende og bare meget glad og sjov.
Hun sørgede godt for os; der var hele tiden mad, øl o.a. på bordet, og så får man virkelig lyst til at vise sin kærlighed.
Det er bare lidt tricky, hvordan man skal gøre det. Jeg er ikke så meget inde i det med kvinder og score-teknikker, og når det så er en ung pige, kan mange ting vist godt blive misforstået…

At spørge om hendes navn, og om vi måtte tage et billede, kunne nok godt misforståes, liges som en fin gestus som at lægge 50 euro i drikkepenge og fortælle hvor vi boede, nok heller ikke ville blive opfattet på den korrekte måde.
Så vi undlod, og jeg svævede bare forelsket hjem, og håbede at jeg fik hende at se igen.

(Fortsættelse følger…)