The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

Jeg er bare ikke typen der viser røv til familien i silende regn

Da jeg vågnede klokken fire i morges pga. en skulder der valgte at dø i processen (eller hvad fanden den nu havde gang i), og helt junkie-agtigt måtte finde et eller andet smertestillende, tvivlede jeg meget på, at jeg nogle timer senere skulle overleve en barnedåb i familiens skød.
Jeg kunne bare ikke rigtig se det ske, eller også følte jeg at jeg havde en plausibel undskyldning for at tage en søndag på sofaen.

Men da vækkeuret ringede fik jeg alligevel taget mig sammen – det ville jo også have været en smule ondt at melde afbud i sidste øjeblik, og ikke mindst brænde dem af, som skulle have et lift til ‘The-middle-of-nowhere’ i Nordsjælland.

Så en anelse (…) forsinket, på helt tom mave (ikke engang en kop kaffe!), kørte jeg op til sommerhuset for at hente min far, som heller ikke havde orket kirken (og fordi det er nemmere at køre 20 km ekstra så han vidste hvor vi skulle hen).
Helt ekstremt kaffe-trængende står jeg og kigger på buffeten, hvor der ikke er noget kaffe at se. Altså er der først kaffe senere….

Efter at have spist lækker mad, men ingen kaffe, er jeg blevet så kaffe-trængende, at jeg bliver nødt til at spørge om der er noget kaffe. Min fætters søde kone forsikrer mig om at der kommer noget, og hun vil lige høre om de ikke kan sætte noget over snart.
Kort tid efter kommer min fætter over med en kop kaffe til mig – og med den indtager han vist nu pladsen som Yndlingsfætteren! Og så hjælper det jo også gevaldigt på det, at han har fået en bedårende lille pige, som har fået samme navn som mig; hun er helt bestemt en CityGirl in spe.

Da det er tid til at køre hjem, går det op for mig, at jeg virkelig ikke har et clue om hvor jeg er, eller hvordan jeg kommer til København. Så jeg spørger min mor, som henviser mig til min fætter, og kort tid efter er der lidt for mange mennesker involveret i at give mig direktioner i hvordan jeg kommer til København. Kække bemærkninger om at “hvis du når til et betalingsanlæg er du kørt forkert og enten på vej mod Fyn eller Sverige”, “hvis du ser en isbjørn er du kørt for langt” osv osv.
Så jeg prøver bare at huske noget med tre gange til venstre og så højre i en rundkørsel, og forlader de kække mennesker.

Fem minutter efter jeg har sat mig ind i bilen og kørt afsted, går det op for mig, at jeg virkelig skal tisse. Altså ikke bare sådan lidt, men så meget, at jeg er nødt til at knappe bukserne op for at de ikke skal trykke for meget på blæren. (Så kan man måske lære ikke at overkompensere med kaffen!). Og jeg kan jo ikke køre tilbage, for så kommer der jo bare endnu flere kække bemærkninger om at jeg ikke kan finde vej og ting i den dur.

Tissetrangen er så stor, at jeg helt seriøst overvejer at holde ind til siden, og sætte mig i vejkanten, men faren for at ca. 10 biler fra barnedåben med familiemedlemmer ville passere, var for stor til at jeg turde. Jeg er bare ikke typen der har lyst til at vise røv til familien i silende regn.

Hvor meget jeg end var ved at holde ind til siden, for at komme ud af mine trængsler turde jeg ikke. Tilsidst fremtryller min hjerne en genial idé; jeg svinger ind omkring mine forældres hus! Og med speederen i bund, når jeg hjem til dem, og løber ind på badeværelset (og håber at ingen af naboerne har set mig), og glad og tilfreds kan jeg køre det sidste stykke hjem.

Previous

Prøver du at imponere mig?

Next

Vil du med hjem og se min guldbarre?

8 Comments

  1. Oh God – sikke en dag du har haft! Ha ha, det er da ufatteligt hvor længe vi piger kan holde os af ren og skær blufærdighed. Enhver mand havde sikket bare smidt slæden ind til siden, og stolt svunget sjoveren i det frie for at tage trykket… ;o)

  2. @livrdz: Ja, de er sikker kyskolde overfor hvem der kunne komme til at se dem…. ;-)

  3. Qrt

    @livrdz:
    Der skal vel for pokker være mindst én fordel ved at være hankøn ;-)

    @CG:
    Tough Søndag. Og så alligevel. Det var vist lidt hyggeligt, var det ikke ?
    En ny CityGirl in spe.

  4. “En ny CityGirl in spe”

    Er det sådan noget vi mænd skal være bange komma bekymrede for?

    Er verden pludselig et mere skræmmende sted eller skal jeg bare glæde mig til den dag i fremtiden, hvor jeg er en endnu ældre gammel gris og CityGirl in spe kommer cyklende forbi med en let sommerkjole flagrende om ørerne?

  5. @Qrt: Jo, det var lidt hyggeligt alligevel – sådan er det jo altid ;-)
    Og med en ny CityGirl in spe, kan man jo kun blive glad og optimistisk!

    @Allan Schmidt: Måske ikke ligefrem bange og bekymrede – men det er måske bare rart for jer at vide ;-)

    Og selvfølgelig skal du da bare glæde dig til den dag i fremtiden, hvor du er en en endnu ældre gammel gris – det er jo endnu en af de fordele mænd har ;-)
    (Jeg skal jo nok advare hende om det modsatte køn!)

  6. @Ulrik: Hahaha! Tak for tippet – det kan være man altid bør have sådan en i bilen :-D

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén