Blev vækket kvart i kvalme af en insisterende telefon og en kæk ejendomsmægler. (Okay, klokken var lidt over ti, men på en søndag er det altså det samme som kvart i kvalme!)

Han fablede om en fremvisning klokken 14, og først et stykke henne i samtalen gik det op for mig, at det var en anden ejendomsmægler end ham der havde ringet forleden, og også bedt om en fremvisning søndag kl. 14.
De havde åbenbart tjek på det inde hos sig, men glemt at informere om, at den anden fremvisning lå mellem 14 og 16… (Tak for info, asshole!)
Jeg lovede at være ude og have efterladt lejligheden i opryddet tilstand – specielt da der nu var en der skulle se den for anden gang, sammen med sine forældre; det er jo altid lidt mere interessant når dem med pengene også kommer med i spillet.

Efter at have ryddet op, droppet støvsugning grundet manglende ny støvsugerpose (og erkendelse af, at det ville være nyttesløst at prøve at få den til at suge noget i nuværende tilstand), overlod jeg min lejlighed til ejendomsmæglerne og skæbnen, og tog ud til mine forældre.

Mens vi sidder og iagttager en mand kravle rundt øverst oppe i et træ for at trimme det lidt, får jeg pludselig de her angst-tanker; hvad nu hvis lejligheden bliver solgt?! Og hvad med overtagelses-dato?! I de her tider kan det jo også være en plus-faktor med hurtig overtagelse… Men hvor skal jeg så være???
Jeg nævner det stille for min far.

– Selvom det var for sjov jeg sagde at du kunne få dit gamle værelse tilbage, så kan du jo godt bo her et par uger, hvis det skulle være…

Men hvis de vil have den til 1. september, så kan de da det. Hvis de betaler fuld pris, kan du være ude i aften!
Og du har jo bil, så som sagt, du kan sagtens bo her et par uger.

Dejligt at vide, at ussel mammon slår børnenes liv til enhver tid….

Men jeg har ikke hørt fra den kække ejendomsmægler, så jeg tager chancen og undlader at pakke i aften.