En streg i regnen
Det huer mig ikke at være fattig det har vi slået fast én gang før.
Jeg er ligesom bare skabt til noget andet, såsom at have en konto uden grænser og diverse kreditkort.
Men det kommer så ikke til at ske nu.
Fattigdomsprojektet kører stadig, og jeg er næsten blevet god til det! Det kan godt være at jeg er ved at dø over madpakkerne, den dårlige kaffe på arbejde og den mærkelige sammensætning af maden derhjemme (man må vel arbejde med hvad der er i huset ) men det fungerer, og der er overskud i kassen!
Derfor bevilgede jeg mig selv en god coffee-to-go i morges; sådan en som jeg plejede at købe hver morgen, inden fattigdomsprojektet blev skudt i gang, og sådan en som jeg har længtes efter, og helt narko-agtigt dagdrømt om!
Når der nu var overskud i kassen, og morgenen kun havde budt på dårlige oplevelser i form af oversovning, regn, telefonopkald med dårlige beskeder og cykling i regn, syntes jeg godt jeg måtte.
Og det var næsten lige før at den ene kop gode kaffe kunne vende hele situationen til det positive men også kun næsten.
Fra samme skuffe:
Hvordan bar du dig egentlig ad med pludselig at blive så fattig? Hvad skete der?
Eller, er det et dumt spørgsmål?
. . . det går da slag i slag med at blive fattig – og jaaa det da dumt spørgsmål . . ahahah – det jo bare når forbruget er større end indkomsten. . . tss – vi vil gerne ha’ flere coffee-2-gåå, tak!
@Ulrik: Det var noget med fornægtelse, noget med et vedblivende glødende visa/dankort, noget med nogle større køb (som en rejse…) og så alt for meget coffee-to-go….. Sådan groft sagt.
Men nu er der jo kommet løn, og verden er igen lyserød! ;-)
@pedrsn: Ja, man skal aldrig undervurdere coffee-to-go! ;-)