Nogen gange er det sjovt at være vokset op i en, åbenbart, lille verden. Andre gange er det bare møgtræls!

Hver gang jeg møder nogen fra Bagsværd, hvor jeg er vokset op, eller nogen fra Bagsværd Kostskole, hvor jeg slog mine første akademiske folder, kan jeg være stensikker på, at vi har en eller anden forbindelse.
Tit er det sjovt, men nogen gange er det bare mega belastende!

Således har jeg nu prøvet at høre kontorsladder om mig, fra mine forældre, fordi en kollegas forældre kender mine, og derfor fik fortalt noget videre.
Så begynder verden virkelig bare at blive for lille, og man kan få helt våde drømme om at flytte til London eller NY, så man kan være næsten sikker på at være anonym!

Jeg tog jo hjem til mine forældre for at være en sød datter (og måske lige nasse et godt måltid mad…) – ikke for at høre kontorsladder. Det hører jeg jo nok af når jeg er på arbejde…

Problemet er jo bare, at selvom det er harmløst, det jeg fik tilbage fra mine forældre, så kan man jo ikke føle sig sikker noget sted nu! Og hvis der er noget jeg hader, så er det sladder, og endnu mere når det kommer tilbage til én, og lige pludselig har udviklet sig til en amerikansk b-film, hvor man åbenbart er hovedrolle-indehaver.

Og det er ikke første gang jeg prøver sådan noget, hvor man tænker “Jamen, vi stod jo bare og sludrede”, hvorefter rygtet er gået, har været hele afdelingen rundt, og ender på ens bord i form af noget, hvor man kun kan sige enten “Jamen, det ville da være dejligt, hvis det havde været tilfældet” eller “Er du syg i hovedet?!”.
Som regel skælder jeg bare de skyldige ‘sladder-bærere’ ud, og så er vi videre i teksten – men igen; hvis familien skal være dem der skal overbringe mig hvad der kører af sladder på min arbejdsplads, så kan jeg godt begynde at blive lidt nervøs for det hele – og ikke mindst tænke; hvad ved de mere???
Har de andre hemmelige kilder???

For det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg ikke går helt perfekt på dydens smalle sti, men det er der jo ikke nogen grund til at fortælle til min mor og far, vel?

(Fik talt med kollegaen, og der skulle ikke være nogen ænder på isen – men nåede som sagt lige at få et panik-anfald af rang!)