Årets Ålegilde løb af stablen lørdag aften.
Det var ikke bare et af de almindelige, men også 100-året for dengang familien indtog Rågeleje og sommerhuset.
Traditionen tro var alle samlet, og der blev spist stegte ål med persillesovs til den helt store guldmedalje.

Men så sidder man der i familiens skød, og iagttager de samme scenarier som har udspillet sig stort set hvert år siden 1973 – og helt stille og roligt må konstatere, sammen med sin fætter, at “What happens in Rågeleje, stays in Rågeleje”.

At det sanghæfte som er blevet bygget op siden starten, vil være det afgørende bevismateriale, at der burde underskrives nogle papirer med tavshedspligt osv., når man har været til Ålegilde, at når man først har været til ét Ålegilde, så er man fanget i familien, og kan ikke slippes ud igen ifht. hvilke historier der kunne fortælles. Og iøvrigt at de fleste sange må være skrevet under indtagelse af euforiserende stoffer (som vi børn åbenbart ikke må få noget af!?).

Entusiasmen omkring arrangementet er altid overvældende, formentlig godt hjulpet på vej af kolde fadøl og snaps. Derfor ville jublen fra den ældre generation ingen ende tage, da min far hev sin banjo frem… Begejstret udbrød en af onklerne:

– Man drømmer om banjoen, man ved aldrig helt om den er der….

Så med banjoen fremme, skulle alle sangene skrevet på “Cotton Fields” gennemsynges. Efter hver sang blev der begejstret hujet klappet og råbt “Poetry in motion!”, og hver gang udvekslede min fætter og jeg blikke, og sad og tænkte, at vi også bør få del de svampe eller hvad det nu er, de voksne indtager.

Men uanset hvad, så er det ret fantastisk at være vidne til; 40 mennesker som ikke kan melodien, men som insisterer på at synge alligevel, og det ender for det meste i en kanon – altså hvis der bliver sunget samme sang.

Dagen efter er der hvor den virkelige aldersforskel kommer til udtryk: Der er ikke noget med at sove sine tømmermænd ud, og man er bare heldig hvis man kan få lov at trække den til kl. 10. Og selvfølgelig skal man da lige ned og have et morgenhavbad!
Pingvin-Entusiasten og jeg valgte at springe det over, og kastede os først i vandet efter frokost. Hvorefter man selvfølgelig møder familiemedlemmer fra aftenen før – blot foregå det åbenbart ikke længere kun på fast grund, men nu også til vands.

Pludselig hørte jeg en kæk stemme råbe efter mig i vandet “Kom nu under, CityGirl!”, jeg vender mig om, og min grandfætter kommer padlende i en havkajak… Jeg ved ikke om det er banjo, ål, alkohol eller lyrik der gør dette til et über-kækt arrangement – også dagen efter!