The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

Jeg er altså ikke sød!

Inden for ret kort tid, har op til flere mænd påstået, at jeg er sød – sådan helt uafhængigt af hinanden!
Fordi sød på ingen måde er et ord jeg forbinder med mig selv, og fordi jeg heller ikke kan finde ud af at tage imod komplimenter, så ender jeg i stedet ud i diskussioner med de her mænd om hvorvidt jeg er sød.
Hvilket bare er dybt mærkeligt – for hvilket normalt menneske påstår hårdnakket at “Jeg er altså ikke sød!” ?

I stedet for bare at lade den der lille lyserøde prinsesse, der befinder sig indeni enhver isdronning, feminist, power-karrierekvinde og alle de andre, blive plejet, benægter jeg al kendskab til denne side af mig selv.
Selvom det måske er un-cool at overgive sig til hende, den lyserøde prinsesse, så er hun der, og kan ikke lade være med at smile bare lidt, når alle de der komplimenter kommer.
Det er hende der falder for søde ord, blomster, chokolade og kage – hende der ikke kan sige nej til alle de gammeldags våben; eller i hvert fald har meget svært ved det.

Så efter en søndag eftermiddag på msn, hvor jeg af uransagelige årsager befandt mig i en samtale med en af de her mænd, som angiveligt skulle synes jeg er sød, kan jeg jo ikke lade være med at sidde og smile – også selvom jeg må konstatere, at manden helt åbenlyst ikke kender mig godt nok endnu, og at han måske bare er forblændet af mit lyse hår og blå øjne, eller hvad det nu er de kan falde for.

Previous

Kvinder planlægger…

Next

Højdramatisk mandag morgen

3 Comments

  1. Legenden

    Haha…Hvis ikke lyst hår og blå øjne kan forblænde hvad tror du så kan?? Du er nu meget sød (og naiv) ;o)

  2. @Legenden: Tjae… tænkte at der nok var flere ting der kunne gøre det? Eller er det helt galt? ;-)

    @MM: Jo, men sådan ville det jo være, hvis den lyserøde prinsesse ikke eksisterede, ikk’! ;-)

  3. Øøøh? Er det ikke unaturligt at lade være med at overgive sig til chokolade…?

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén