So young
Til den månedlige tøsebrunch idag, var alder et større emne – og efter jeg var kommet hjem, kunne jeg heller ikke helt lade det ligge.
For jeg har snart fødselsdag, og en æra lakker mod enden!
Starten af tyverne er forlængst forbi og nu slutter det også med at være i midten af tyverne; jeg træder ind i slutningen af tyverne, hvor der kun er en vej; og den går nedad!
Nu begynder folk for alvor at spørge om hvornår man skal giftes og have børn, hvorfor man vælger at købe sko fremfor at spare op til pensionen eller om man ikke er ved at være for gammel til at stå og slynge cocktails til kl. fem om morgenen.
I min optik skal de bare flette næbbet, og lade være med at give mig unødig stress!
Men midt i tankerækken omkring angst-emnet alder, kommer jeg til at tænke på en samtale jeg havde med min kære onkel til min fætters bryllup for nogle måneder siden:
- Jeg har gået og været lidt bekymret for dig!
- Øhh, nå… hvorfor?
- Fordi nu skal det sgu være! Nu skal du have et fast job, og ikke alt det der løse noget. Hvor gammel er det nu du er?
- 26…..
- Nårh! Jamen så er der jo ikke nogen problemer! Det er jo ingen alder!
Og manden har jo ret! 26 er ingen alder – så må vi se om 27 er i samme kategori!
Skuffen er tom
Jeg ka’ så berette, at jeg er ved at være halvgammel, og at Blogland er det eneste sted, jeg ikke oplyser min præcise alder (fordi jeg passer lidt på med for mange facts om min person, du ved…) Men ude omkring er jeg bedøvende ligeglad med, om folk ved, hvilket år jeg er født.
Det, der kan skabe problemer, er, når folk har alle mulige forventninger til, hvor man er, når man har en bestemt alder: Nogle steder er det forventeligt, man er gravid med nummer tre, når man er 25 – i andre miljøer har man helt sikkert vild gang i karrieren, hvis man er tredive. Og så er det måske ikke altid skidesjovt at være barn- og arbejdsløs i en alder af 35, du ved… :-)
Men hvis man kan gøre sig fri af de dér forvetninger, som pludselig dukker op, og være 20, 25 eller 30 på sin helt egen måde, så er alder vel ikke et problem. Men det dér med at gøre sig fri af andres forventninger er vist netop en aldersting og ikke helt nemt… ;-)
Jeg har også snart fødselsdag – og jeg glæder mig meget. Ligesom alle de andre år. :-)
Jeg giver dig (som stort set altid…) ret!
Og det er også folks forventninger og idéer om, hvordan tingene skal være, der gør udslaget!
Hvorfor kan folk ikke bare holde kæft, og holde op med at forvente, at man vil det samme som dem?! ;-)
Hvorfor ka’ du ikke bare hoppe op og falde lodret ned på, hvad de siger og tror? ;-)
Det gør jeg også for det meste – men når man har hørt tingene tilstrækkelig mange gange, så begynder det at irritere mig grænseløst!
Og derudover irriterer det mig altid voldsomt meget, når folk fortæller mig hvad jeg skal (ja… jeg er nok evigt kontrær….resultat af at være lillesøster, tror jeg….).
Så når det er man hopper med på vognen, og lader sig panikke (eller måske faker det lidt… *fløjt*), så får man altid et svar som starter med “Så skulle du prøve MIN situation……”-agtigt……
Hvorfor kan de ikke bare flette næbbet??? ;-)